Corpus delicti: en proces af Juli Zeh
Sundhedsfokus. Sundhedshysteri. Sundhedsdiktatur… I Juli Zehs isafkølede fremtidsvision “Corpus Delicti” er samfundet nået ud i yderste gradbøjning. Borgerne har pligt til at spise korrekt, motionere adækvat – og indberette resultaterne til de omsorgsfulde myndigheder. Omvendt er det forbudt at ryge cigaretter eller nyde et glas vin; man giver ikke længere (en bakteriebefængt) hånd, og man hilser muntert med et ‘Santé’. Det irrationelle, det emotionelle, ja, selv gud er afskaffet – METODEN hersker.
Biologen Mia Holl er mønsterborger i dette mønstersamfund; smuk, disciplineret og først og fremmest sund, som hun er. Men da hendes elskede bror, mennesket Moritz, begår selvmord i fængslet, anklaget for voldtægt og mord, forsvinder hendes tillid til systemet. Gradvis begynder hun at forstå Moritz’ længsel efter ægte følelser, den beskidte natur, en smøg i ny og næ…
Den slags lidenskaber har man ikke ustraffet under METODEN. Mia stilles for en dommer, der appellerer til Mias samfundssind og selvopholdelsesdrift, men selv om Mia vitterlig prøver at få hold på sig selv og kæmper for at få indhentet de obligatoriske kilometer, hun er bagud på motionscyklen, vil det ikke rigtigt lykkes. Minderne om Moritz samt hans imaginære ideelle kæreste, som Mia nu har overtaget, truer med at få overtaget. Men hvis Mia ikke retter ind, risikerer hun den ultimative dom: Nedfrysning på ubestemt tid!
“Corpus delicti” er en grum satire over det moderne menneskes trang til at kontrollere ethvert aspekt af livet. Det sjælfulde viger til fordel for det videnskabelige, Kroppen er samfundets nye religion. Bogen er flot komponeret, gennemført i alle detaljer, elementært spændende. Man smiler ad det ætsende vid; men sjældent længe ad gangen, for der er ingen tvivl om, at Zehs dystopi ikke er helt urealistisk. Allerede i dag taler sundhedsfanatikere om, at tyksakker og rygere selv må betale for deres behandling. Allerede i dag må den amerikanske præsident rapportere sine sundhedstal til offentligheden. Næste skridt er bare at gøre usund levevis strafbar.
Unge Juli Zehs indignerede anklageskrift bringer mindelser om “Processen”. Foruden vid og bid rummer bogen passager af uventet poesi: “Udenfor fortyndes himlens natsorte farve af det første morgenlys. Det er det øjeblik, hvor i går bliver til i morgen, og der for en kort stund ikke findes noget i dag.”
