Born to run af Bruce Springsteen

Jeg har netop genset Bruce Springsteens Super Bowl Halftime Show fra 2009. Det foregik med et lille smil på læben under de knap 13 minutters video. Kort efter sin optræden begynder han at skrive om oplevelsen, og så fortsætter han ellers gennem de næste 7 år, med enkelte pauser ind imellem, og her sidder man så med resultatet: En hudløst ærlig selvbiografi, velskrevet som en roman, spæn­dende som en krimi. Jeg har i mange år været en distanceret fan, en atypisk fan, der ikke er så me­get til hans ‘store’ plader, men er mere betaget af de ‘små’ som ‘Nebraska’ og ‘The Ghost of Tom Joad’ og blev temmelig begejstret for hans politiske engagement på ‘Wrecking Ball’.

Springsteen fører os på de knap 600 sider helt tilbage til barndommen og op til nutiden, som var det en time siden, han skrev de sidste ord. Og skrive kan han. Selvfølgelig. Det beviser det hav af san­ge, der har begejstret så mange i flere årtier. Selvom jeg ikke er vild med al musikken, så kan jeg dog hurtig slå fast, at jeg ikke har set en større ‘performer’ end Springsteen. Hans koncerter er en maratonfest, hvor han giver sig selv og bandet fuldt ud, og indvier os generøst i sit liv.

Generøs er også det ord, der falder mig ind, når jeg skal beskrive hans bog. At fortælle så ærligt om sit liv er ikke blot modigt men også livsbekræftende. Man får pludseligt et helt nyt syn på en mand, som man altid har betragtet som en glad og udadvendt artist, der bare buldrer derud af. Men dæmo­nerne ligger i årerne. Lige fra barnsben af har han haft et anstrengt forholdt til sin far, der enten var tavs som graven, eller opfarende og alkoholiseret. Først sent i livet bliver han diagnosticeret som værende skizofren og paranoid. Springsteen selv har i mange år kæmpet med depressioner og fået professionel behandling og er i flere omgange blevet medicineret. Det var smertefuld læsning! Heldigvis har han sin kone, Patti Scialfa, der er en trofast klippe, og som holder sammen på det hele, og bogen er mange steder en hyldest til hende.

Heldigvis er der også passager, hvor man griner, og et par enkelte steder, hvor man bliver rørt. Selvom man ikke får det hele, så føler man alligevel, at man har fået det hele. Det er en af de bedste selvbiografier, jeg har læst, og jeg havde svært ved at lægge den fra mig. Selvom man kender til hans succes senere i karrieren, så sad jeg alligevel med følelsen af, at han aldrig slår igennem som musiker, så godt beskriver han sin hårde opstart, og han formår at holde spændingen hele vejen igennem. Jeg kunne sagtens have ønsket endnu mere, især om sangene. Pladerne ‘Human Touch’ og ‘Lucky Town’ bliver overhovedet ikke nævnt, men han er jo The Boss, så han bestemmer!

Lån bogen på bibliotek.dk