136
2024
978-87-7574-150-2
1.
Denne novellesamling består af 14 korte fortællinger. Fælles for dem er, at de alle er lidt mystiske, underlige og finurlige. Det er spøjse emner og temaer, der tages op. Som i samlingens første novelle, der på 4 sider beskriver, hvordan det føles at træde på en tudse med bare tæer. Eller en anden novelle, der fortæller hvordan ideen om at danne en kvartet ender helt galt, da kvartetten bliver en kvintet. Hvad gør man, når man er endt på plejehjem og det eneste børn og svigerbørn vil snakke om er den kommende arv? Og hvordan udspiller livet sig, når man som tvillinger bliver adskilt ved fødslen?
Der er noveller om unge såvel som gamle, og dermed bliver verden set fra mange forskellige perspektiver gennem de enkelte noveller. Nogle noveller er mere finurlige end andre, nogen er mere groteske. De viser nogle af sindets afkroge, gode såvel som onde. Jeg kunne langt fra altid følge hovedpersonernes logik, men det behøver man heller ikke altid kunne.
Det var en interessant oplevelse at læse Paloma Estradas novellesamling. Hun har skabt mange små, alternative universer, som hun lukker læseren med ind i. Novellerne er med deres korte længde lette at få læst, og flere efterlader læseren tilbage med en del spørgsmål og overvejelser.
Anmeldereksemplar

