325
2019
978-87-7151-391-2
The Blood Miracles - oversat af Signe Lyng
1. udgave
’Blodige mirakler’ er Lisa McInerneys anden roman, og så vidt jeg kan se, er den lige så rost som hendes første, ’Skinhellige herligheder’. Flere af personerne fra første bog optræder også i denne historie. Det virkede fint for mig at læse ’Blodige mirakler’ uden at have læst den første, men når jeg læser, hvad den handler om, ville jeg alligevel have ønsket, at jeg havde læst den.
Scenen er sat i Cork, Irland, eller nærmere i dens underverden. Hvis bogens hovedperson, 20 årige Ryan, var på Facebook, ville der ud for familieforhold og job temmelig sikkert stå: Kompliceret! Ryan er håbefuld DJ, laver sin egen musik, moderen har lært ham at spille klaver. Samtidig er han pusher og vel smågangster, i øvrigt med benene i to lejre. Moderen har for længst forladt denne verden og efterladt sig en alkoholisk mand og en børneflok. Ryan bor sammen med Karine, hans kæreste gennem mange år, men efter Ryans nedtur og selvmordstruede adfærd, forlader hun ham, og ti minutter efter falder han for Natalie, der desværre viser sig, at være kæreste med hans chef.
McInerney skriver dejligt forfriskende, hendes sprog overrumpler flere gange på en finurlig måde, der gør bogen enorm læseværdig. Ros til oversætter Signe Lyng, der har fanget ordspillene fint. På en måde er der en del mystiske sammenfald i bogen, der var lige ved at blive for meget, men McInerney reder trådene godt ud, og hvis jeg havde læst første bog, ville det også have givet mere mening.
Der er fart over feltet i den barske historie, der i øvrigt virker ganske autentisk og jordnær. Det er ikke så sært, at Ryan hænger i tovene. McInerney skriver med en rå pen, så man ser historien for sig som en film. Passagerne med Maureen var for mig det bedste, en slags pause fra det hektiske gangster liv. Hun redder Ryan fra at hoppe i floden, og de indleder et sjovt venskab.
’Blodige mirakler’ er slet ikke så blodig, som titlen antyder, det skal nærmere forstås i overført betydning. Mon ikke der gemmer sig flere historier i dens kølvand?
Selv en uge efter at have læst bogen sidder den stadig i hovedet på mig!