0 kommentarer

Bjørnen af Katrine Marie Guldager

af d. 7. august 2018
Info
 
Sideantal

173

Udgivet

2018

ISBN

978-87-02-26282-7

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Vibse er midaldrende, faktisk lidt ældre en midaldrende – og det spiller ikke rigtigt for hende. Hun er netop blevet fyret fra sit job som gymnasielærer fordi hun var for åbenmundet overfor sin chef – og det selvom hun havde været ansat i 15 år inden ham tossen kom til og næsten inviterede til, at hun skulle sige sin ærlige mening op i hans åbne ansigt.

Datteren Laura flyttede hjemmefra 3 dage efter hun blev fyret – den lille ælling er blevet voksen og skal ud i verden – også selvom det er mere end almindeligt svært for moderen at give slip.

Om fredagen i denne helvedesuge har Vibse et stort skænderi med sin mand – lad os kalde ham Bent, selvom han faktisk hedder Lars – og så får Vibse nok.
Hun skrider fra det hele. Damper af til familiens sommerhus i Sverige, så kan de sgu have det så godt alle sammen, røvhuller!

Til at begynde med virker det som en god ide at fordampe så man kan få sig lidt fred fra alle idioterne, men måske er det slet ikke så smart igen at bevæge måsen hen i et sommerhus midt på vinteren, hvor der er faldet en del sne. Især ikke når man er tvunget ud i, at redde den mand, der bor i nabohuset og man for øvrigt ikke er særligt minded til at kapere de udfordringer, det kan give at skulle klare alting selv. Måske er folk derhjemme slet ikke så store røvhuller, som man egentlig havde bestemt sig for, at de skulle være.
”Bjørnen” er en roman om en kvinde, der tvinges til at stå ansigt til ansigt med sin egen angst – og en stor, brun bjørn i Sverige.

På bogens bagside beskrives bogen også som en roman om en kvinde, der på flere måder kæmper for sit liv, om tab, skam og om at finde den mening med tilværelsen, der fra tid til anden vanskeligt lader sig finde når man befinder sig i en personlig krisesituation.

Katrine Marie Guldager har med ”Bjørnen” bedrevet en virkelig fin roman, som jeg synes var både underholdende og humoristisk, men som samtidigt på dygtig vis beskriver hvordan det opleves når lokummet vælter for en og alting går i den gale retning – og det har alle mennesker over 40 vist prøvet.

Solidt håndværk, underholdende læsning og på alle måder en overbevisende læseoplevelse, som jeg næsten ikke kan anbefale varmt nok – det her er altså en af den slags bøger, der SKAL læses.

 

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter