Armada – Spillet om Jorden af Ernest Cline

Det har været svært at få armene ned efter at jeg læste Ernest Clines første bog, “Ready Player One”, i 2016. Fremtidsfortællingen førte mig tilbage til 80’erne, med alle dens referencer til arkadespil, film og rollespil. Bogen får filmpremiere sidst i marts, instrueret af ingen ringere end Steven Spielberg. “Armada” er også solgt til filmatisering, men ser dog ikke ud til at være i produktion endnu.

Bogen starter med et citat fra skaberen af arkadespillet “Defender”:

“Den eneste legitime grund til at bruge en computer er for at spille”

Så er tonen ligesom lagt, og jeg er solgt. 18 årige Zack sidder i klasseværelset på High School og keder sig, lige indtil han får øje på en ufo udenfor. Det er ikke bare en tilfældig ufo, men et rumskib han genkender fra det computerspil, han hver dag bruger flere timer på at spille: Armada. Ingen andre ser ufoen, så han tror selvfølgelig, at han er ved at blive skør. Han skynder sig hjem for at nærstudere sin fars notesbøger. Han døde, da Zack var knap et år, men han dyrker ham i alle henseender: går i hans tøj, hører det samme musik og bruger hans plakater fra Star Wars osv. Faren døde i en mystisk ulykke, og Zack begynder at få mistanke om, at han var på sporet af en stor konspiration.

Cline har igen skrevet en historie der foregår i mit eget univers. Bogen er fyldt med henvisninger til film, computer- og arkadespil og musik fra 80’erne og 90’erne. Nogen gange bliver det lidt for meget, mens jeg andre gange glædes ved Clines store viden. For at blive i hans egen verden, så fik noget af handlingen mig til at tænke på filmen “Starship Troopers”, som Cline underligt nok ikke nævner. Til gengæld nævner han flere gange “Enders strategi”, som et eller andet sted er en fjern fætter til “Armada”.

Bogen starter lidt sløjt ud for mig, men efter et par hundrede sider begynder den at blive spændende. Især da vi får den store hemmelighed forklaret. Henvisningen til Sagans og Clarkes værker (“Contact”, “2001” og “2010”), er virkelig fint. Plottet i “Armada” er genialt og indfrier enhver computerspillers dagdrøm, især hvis man har spillet “Elite”, “Wing Commander” og et hav af andre rumspil.

Bogen henvender sig nok lidt mere til de ægte teenagere, end en 47’årig af slagsen. Handlingen var indimellem lidt for naiv og forudsigelig til min smag, men jeg var dog alligevel glimrende underholdt. Clines kærlighed til 80’ernes spil, musik og film er virkelig smittende.

Bogen har en lidt kedelig forside, der slet ikke lever op til den actionfyldte historie, men Cline må nu have slået sit navn så fast, at man bare må læse alt fra hans hånd! Rygtet vil, at han er i gang med et fortsættelse til “Ready Player One”. Jeg er klar!

Lån bogen på bibliotek.dk