0 kommentarer

Amagerdigte, Fædrelandssange, Mytologi af Klaus Rifbjerg

af d. 20. marts 2022
Info
 
Sideantal

99

Udgivet

1996

ISBN

87-00-27436-4

Originaltitel

Amagerdigte, Fædrelandssange, Mytologi

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Hvis man kalder Klaus Rifbjerg for en af de væsentligste forfattere i nyere, dansk litteratur kan jeg ikke forestille mig, at nogen er uenige. Hvilken folkeskoleelev eller gymnasieelev har efterhånden IKKE stiftet bekendtskab med hovedværket ”Den kroniske uskyld” fra 1958 eller ”Der var engang en krig”, som han forfattede sammen med kollegaen Jesper Jensen.

Rifbjerg var forfatter til et omfattende forfatterskab og for nye læsere kan det måske være vanskeligt at vælge hvor man skal starte. Vælger man blandt romanerne er ”Den kroniske uskyld” et godt sted at starte.

Hvis man til gengæld er mere til digte, så er ”Amagerdigte, Fædrelandssange, Mytologi” et fornuftigt sted at starte. Dette er i virkeligheden en bog, der indeholder tre af Rifbjergs digtsamlinger: “Amagerdigte”, “Fædrelandssange” og “Mytologi”. For nemheds skyld kalder jeg bare bogen for “Amagerdigte” i denne anmeldelse.

Rifbjerg voksede op på Amager i 1930´erne og var blandt andet kendt for, at skrive om sit eget barndomsliv. Denne bog er ingen undtagelse, som man også kan gætte sig til ud fra dele af bogens titel.

Bogen er udgivet som en digtsamling. Opsætningsmæssigt er det også digte, indholdsmæssigt læner bogen sig nok mere hen i retning af, at være en slags erindringer fra opvæksten på Amager. Der er sikkert fiktion i bogen, men jeg tror sandelig, at der i lige så høj grad er tale om regulære erindringer.

Se f.eks. her fra digtet ”Samosvej” (side 15):

”Der flyttede et ungt par ind
på Samosvej i en villa.
De lejede førstesalen,
havde skrå vægge og
en bekvem altan.
Senere kom der børn til,
to piger,
og der blev lidt flere møbler efterhånden,
og en sød og dygtig ung pige
knyttedes til familien.
De gik begge to på arbejde,
men kom hjem om eftermiddagen,
levede deres eget liv,
som det kan gøres midt i tyverne.
Festede med gode venner og familie,
sov om natten.
Senere byggede de eget hus
i en villaby på den anden side af Amagerbrogade og fortsatte deres liv.
Der blev jeg født
og har siden gerne villet sætte
dette på papiret
Ikke fordi kendsgerningerne er epokegørende
men fordi  jeg har levet med dem altid,
og intet mere er som før.”

Jeg vil betegne denne fine bog som en blanding af erindringsbog og en kærlighedserklæring til fædrelandet, som kommer til udtryk i den del, der hedder ”Fædrelandssange”.

Teksterne kan fremstå ukomplicerede, direkte, det er en bog, hvor alle kan være med, men hvor der alligevel er en vis dybde i teksterne, som gør indtryk på læseren.

Det har været en fornøjelse at genlæse denne bog efter, at jeg læste den første gang for omkring 25 år siden. Bogen er stadig lige glimrende og stadig aldeles læseværdig, også selvom digtene i første del – “Amagerdigte” – er de bedste.

”Amagerdigte” er en bog, som byder dig velkommen i Rifbjergs forfatterskab og giver dig et indtryk af forfatterens alsidighed.

Læs bogen – og læs den gerne højt – denne bog holder stadig vand.

Lån bogen på biblioteket

 

 

Bedømmelse
Karakter