Af det almene af Lars-Emil Woetmann

Lad mig bare begynde med at lægge kortene på bordet. Jeg fatter ikke en bjælde af Lars-Emil Woetmanns digte i digtsamlingen “Af det almene”. Sådan. Så er det sagt.

Forlaget skriver om “Af det almene”:

Af det almene sprudler af formmæssig mangfoldighed og en usædvanlig sproglig skaberviden. En rigdom af sproglige former, toner og motiver fra moderne, snakkende flyd til kosmisk anskuende staccato sættes til værks i digtenes undersøgelse af eksistentielle vilkår, nationalstats interesse og den hårde biologiske virkelighed.

Det har forlaget måske nok ret i, men jeg forstod det simpelthen ikke. Og når forlaget videre skriver at Lars-Emil Woetmanns digte er:

… friske mutationer af dansk ud i vildtvoksede sproglige skulpturer rettet til med høvl, med mejsel, kølle og fil. Nogle steder stikker skrueender ud og andre steder kan limen ses.

… så mere end antydes det at der er tale om en ny tilgang til digtekunsten. Det er der måske også, men jeg forstod aldrig de mange “stavefejl” der tilsyneladende udgør disse “vildtvoksende sproglige skulpturer”, og jeg forstod aldrig indholdet i digtene.

Det blev for mærkeligt for mig. Men det betyder ikke at digtene ikke er gode nok, at intentionerne bag dem ikke er fine, eller at forfatteren ikke kan noget med sprog, som de færreste vover at kaster sig ud i. For mig er det bare lidt som et abstrakt maleri. Det sagde ikke mig noget, men for en anden beskuer, kan det være det bedste værk nogensinde.

Med kunst som “Af det almene” er der ikke noget godt eller dårligt. Det handler i høj grad om hvor læseren selv befinder sig, og hvordan læseren derfor opfatter digtene. Jeg var bare ikke der hvor det gav mening.

Lån på Bibliotek.dk…