361
2018
978-87-638-5747-5
Acceptance - oversat af Poul Bratbjerg Hansen
1. udgave
Sidste bind af Jeff VanderMeers fantastiske Southern Reach trilogi er netop udkommet på dansk, og hvilken afslutning!
I første bog (Udslettelse) blev vi introduceret til det mystiske Område X, der pludselig var opstået et sted ved kysten i USA. De utallige ekspeditioner der blev gennemført, endte som regel i rædsel, død og gru; de medlemmer der vendte tilbage blev hurtigt syge og døde. Dog overlevede vores biolog, der er en central figur i alle tre bøger. I anden bog (Autoritet) forgik det meste af handlingen på Southern Reach centeret, hvor vi blev introduceret til den nye leder, Control, der nytteløst forsøger at interviewe biologen, men alligevel finder nye spor om Område X.
’Accept’ er en helt ny læseoplevelse, da den springer i tid og fortæller. Vi hører om direktøren (psykologen fra første bog), både fra 12. ekspedition men også om hendes fritid og hendes uautoriserede tur til Område X med Whitby. Vi følger også fyrmesteren Saul fra før Område X opstod. Hans daglige rutiner og humør bliver ødelagt af to personer fra en mystisk instans, Tro og Viden-Brigaden. De to personer undersøger hans fyr, især linsen, med sære redskaber. Men han har dog pigen Glorias besøg at glæde sig over, og hun trækker tråde helt til slut.
Ligeledes følger vi også Spøgelsesfugl, som er biologens nye identitet. Hun er tilbage i Område X, sammen med Control.
Det er ikke helt let at gengive historien, men bogen bør også læses/opleves i stedet. Som læser er der flere og flere ting der pludselig giver mening, selvom der også opstår nye spørgsmål. VanderMeer kaster os rundt i historien med nye personer og hændelser, som igen (måske) giver mening i næste kapitel, uden det på nogen måde bliver forvirrende eller uforståeligt. Det er fantastisk sat sammen og fornemt komponeret, og ret tidligt i historien fik jeg lyst til at genlæse trilogien ud i ét, det må give et helt nyt perspektiv på historien.
VanderMeer skriver i genren ’new weird’, og det er virkelig også nogle underlige ting man oplever i bøgerne. Det er både gys og spøgelseshistorie men også science fiction og spænding, og noget af det bedste jeg længe har læst. VanderMeer skriver utroligt godt, indimellem sofistikeret, og jeg kan ikke anbefale værket nok, især til læsere, der gerne vil opleve det mystiske og måske uforklarlige. Første bog blev filmatiseret og må medregnes i serien. Efter at have læst alle tre bøger, giver filmen også mere mening, men den står stadig lidt alternativt til bøgerne, som en ny del af Område X. Den har i hvert fald sat nogle spor i mig, og den forstyrrede mig nogle gange i læsningen af ’Accept’.
VanderMeers respekt og hengivenhed for naturen kommer også til udtryk i denne bog, især i det uforglemmelige afsnit om biologens 30 årige ophold på øen i symbiose med uglen. Et fuldstændigt overrumplende og smukt kapitel af historien.
En modig udgivelse af Rosinante i en lille subgenre, tre meget smukke forsider og en helt fantastisk oversættelse af Poul Bratbjerg Hansen. 15 stjerner til de tre bøger, der har været en usædvanlig læseoplevelse, og som jeg nu bare vil glæde mig til at genlæse.