Sønden for grænsen og vesten for solen af Haruki Murakami

Når man læser Murakamis bøger, går det op for én, at japanere har et ganske frimodigt forhold til sex. Meget lig det danske, faktisk. Både kvinder og mænd smider tøjet såvel som hæmningerne, når de får lyst til hinanden. Også deres syn på kærlighed og forelskelse minder til forveksling om vores.

I “Sønden for grænsen og vesten for solen” gennemlever hovedpersonen Hajime tre vidt forskellige kærlighedsforhold. Som 12-årig møder han sit livs bedste ven og største kærlighed i den jævnaldrende pige Shimamoto. Hun halter let, og det er måske derfor, hun blevet en tænksom ung dame, som det er uhyre givende at tale med om livet, mens der lyttes til lette, klassiske plader med og uden ridser i. De to bliver i dén grad hinandens soul mates.

Men endnu er de jo for unge til det med den fysiske kærlighed. Hajime flytter væl fra kvarteret med sin familie, og nogle år efter fascineres han af den kønne Izumi, som er vild med ham og villig til alt – undtagen lige det sidste skridt. Men ak, den unge mand kan kun tænke på én ting, hvilket unge mænd jo kun kan.

Efter universitetet og et dræbende job på et fagbogsforlag møder han dejlige Yukiko, som kommer af en velhavende familie. Svigerfar insisterer på at finansiere en ny karriere for Hajime, der undergår en forvandling til talentfuld ejer af to succesfulde jazzbarer. Alt kører på skinner, to små yndige piger kommer til, endelig går alt op i en højere enhed. Sex, kærlighed, en form for lykke

– lige indtil HUN dukker op på én af hans barer. Shimamoto. Der er blevet en uendeligt smuk og temmelig gådefuld kvinde. Og så går det op for Hajime, at han hele livet er gået omkring med et kæmpe tomrum.

“Sønden for grænsen…” er en dragende kærlighedshistorie, hvor man fornemmer den uudgrundelige forfatters egen tilstedeværelse meget tydeligt. Også Murakami har med succes drevet en jazzbar i Tokyo, også han går meget op i klassisk og moderne musik, god mad og velrystede drinks, motion som en form for katarsis – samt den lette sex og den svære kærlighed.

Her er ikke megen af den pragtfulde magiske realisme, som er kendetegnende for det meste af Murakamis øvrige forfatterskab. Eller er der? Til sidst bliver man alligevel lidt i tvivl, om alt er, hvad det giver sig ud for at være. Han har altid en ræv gemt bag øret, har den velskrivende japaner.

Lån bogen på biblioteket