Landgang ved Narvik af Eric Navisen

”Landgang ved Narvik” er den værste omgang krigsliderlige klamphuggeri i mands minde. Utvivlsomt populær hos våbeninteresserede og folk med en særlig lyst til at dyrke de eksakte datoer for slagene i Anden Verdenskrig, men ellers har bogen absolut intet at byde på. Teksten er så uendelig dårligt skrevet, at det er et under, at manuskriptet nogen sinde er blevet udgivet.

Forfatteren gør et skræmmende stort nummer ud af at forklare, hvilke våben de enkelte soldater bruger, og hvor dødbringende de kan være, hvis man kombinerer dem på rette vis. Stilen og sproget minder om de tegneseriehæfter, der var i handlen for år tilbage, om Sergent Flint og hans hårdhudede deling af marineinfanterister i 1940erne. Men de var i det mindste illustrerede. ”Landgang ved Narvik” skraber bunden i sin, i forvejen noget tvivlsomme, genre.

Kort fortalt går historien ud på, at omkring tres britiske mænd bliver landsat ved Narvik i ly af natten. Her skal de ifølge planen sabotere så mange af tyskernes stillinger i byen som muligt, før hovedstyrken angriber et par dage efter. Alt, hvad der kan gå galt, går galt. Kommunikationen svigter, mændene dør på stribe i sneen, og de får generelt ikke saboteret særlig meget. Alt dette kunne have været fortalt med både indlevelse og sans for dramatik, men Eric Navisen har gjort emnet til skamme og skrevet en bog, der ikke er værd at læse i.