220
2003
87-02-02049-1
“X” er bogen om Jenny og Martin. Vi ved ikke hvor de kender hinanden fra, men de står i forhold til hinanden om end Martin er gift med Hannah, som ikke aner at hendes mand får noget andetsteds end hjemme. Faktisk er forholdet så lavt at Jenny og Martin mødes på en rasteplads for at gå i seng sammen og gør det i bilen, da Martin ikke vil have at det foregår hos Jenny, da hun kun bor 2 blokke fra Martin.
Martin er læge. Hjertelæge. Han kan godt lide den vigtighed han føler gennem sit arbejde og er vel egentligt også god til sit job, men han er for længst begyndt at kede sig og det er så gennem Jenny han lever.
Jenny har haft denne fase kørende med Martin i pænt langt tid. Han har altid sagt til hende, at hvis Jenny sagde til, ville han gå fra sin kone, men indtil da bliver han. Et rigtigt vatpik-standpunkt hvilket Jenny vist også tænker fra tid til anden, men det er jo en bekvem situation for hende og hun er ikke helt afklaret over hvorfor hun ser Martin så hun fastholder status quo.
Jenny arbejder for sig selv som psykolog og bor alene med sin hund Bill Clinton. Hendes mor og søster er fjerne i hendes liv. Hun ser dem da, men de er ikke nære som familie kan være. Alt i alt nyder hun at være sig selv, mest fordi hun ikke rigtig kender til andet.
Efterhånden som vi lærer Martin og Jenny at kende eskalerer deres relation til hinanden, især da Hannah dukker op som patient hos, den for hende ukendte, Jenny, der kender Hannah fra en masse aftener Jenny har tilbragt med at iagttage det “lykkelige” ægtefælleliv mellem Martin og Hannah, fra en bil på parkeringspladsen overfor.
Det er en fortælling om forfald, vil jeg tolke den som. Den er bygget op over 10 kapitler med et bud på hvert. “Du må ikke stjæle” osv. Aakeson skriver ganske godt, har tydeligvis et godt greb om sine karakterer. Det er bare en skam at jo mere man læser om Jenny og Martin, jo mindre bryder man sig om dem. Når svig og bedrag ruller sig ud, afslører de to deres sande jeg og selvom det sikkert er normalt forekommende i den danske befolkning, så kan jeg ikke lade være med at føle lede over to mennesker som er så gennemgående ligeglade med dem omkring sig.