Vejen af Cormac McCarthy

McCarthy’s dystopiske roadmovie af en roman, foregår i et USA en årrække efter en vistnok atomar katastrofe. Verden er næsten affolket, himlen er konstant formørket og det eneste der lyser op, er spredte skovbrande og uvejrs-lyn.

En far kæmper sig med sin søn gennem den sorte aske, der ligger overalt i det trøstesløse land. Foran sig skubber de en indkøbsvogn med de få brugbare ting de finder på deres vej; tæpper, lidt legetøj, en pistol med to skud tilbage og en presenning til at skærme for vejret. Blandt de få der har overlevet katastrofen, har mange samlet sig i bander, som overlever ved at dræbe de overlevende de møder – og spise dem. Farens og sønnens tilværelse går derfor ud på tre – fire ting: De skal finde efterladt mad, konserves og hengemte majs-lagre. De skal finde brænde i det næsten nedbrændte land, så de kan holde sig varme. Og så skal de forsvare sig mod den desperate kannibalisme.

Men for faren er den vigtigste opgave: sønnen. Faren hoster blod og lever på lånt tid, og spørgsmålet om hvad der skal ske med sønnen når han dør, flår i ham. Skal han tage livet af sin søn, når hans egen død er nært forestående? Eller er der en chance for at drengen kan klare sig uden ham?

Fortællingen veksler mellem den ydre og ofte meget voldsomme kamp for overlevelse, og så farens indre kampe. Dels kampen med at forsvare og lære sin søn den kynisme, der er nødvendig for at overleve. Men også kampen for at bevare næstekærligheden. I enkelte passager blir fortvivlelsen nærmest litterær.

“Verden der formindskedes rundt om en rå kerne af kompatible leksikalske enheder. Ordene til betegnelse af genstande der lidt efter lidt fulgte disse genstande ind i glemslen. Farver. Navne på fugle. Ting man kunne spise.”

Sproget er smukt beskrivende og meget metaforisk – “et ståltrådsskelet af en hund” – og samtalerne mellem faren og sønnen har en troværdig monotoni over sig. Som her, hvor sulten har gnavet sig langt, langt ind i dem begge to, og faren prøver at berolige sin søn:

– Du tror at vi vil dø nu, ikke?
– Det ved jeg ikke.
– Vi vil ikke dø.
– Okay.
– Men du tror ikke på mig.
– Det ved jeg ikke.
– Hvad får dig til at tro vi vil dø?
– Det ved jeg ikke.
– Hold op med at sige at du ikke ved det.
– Okay.
– Hvad får dig til at tro vi vil dø?
– Vi har jo ikke noget at spise.
– Vi skal nok finde noget.
– Okay.

“Vejen” er en fængende grim og smuk fortælling om sult, angst og om den enorme kærlighed mellem far og søn. Men den kan også læses som en advarsel til næste generation af en menneskehed, der måske allerede står i flammer.

Lån bogen på Bibliotek.dk