Vand til blod af Morten Dürr

Det er min første ”graphic novel”, og jeg er lidt vild med, at den lille faste form, der normalt rummer en samling ensartede bogstaver, nu huser en overflod af tegninger og lækker grafik. Som man ikke behøver at skulle have liggende på natbordet de næste par uger, men kan gnave sig igennem på en enkelt eftermiddag med en god kop te!

 
”Vand til blod” er lavet i hardcover, omslaget er sort med guldskrift og sart rød grafik. Inde i bogen er siderne holdt i tre farvetoner: blå, grøn og rød, og aldrig blandet på samme side. Der er ingen sidetal. De enkelte sider er fremstillet med en variation af skæve billedvinkler, som giver dramatisk effekt. Der er også mange skift i perspektiv, ligesom der er jævnlige skift mellem panorama-, hel-, halv- og nærbilleder. Alle virkemidlerne er med til at give dynamik i fortællingen. Grafikken veksler mellem meget grove stregtegninger og japansklignende træsnit med fine streger og toning, fx der hvor Lea bliver løftet op af en stor bølge (”Den store bølge” af Hokusai”).
Lea er en tilskuer til livet. Hun er udenfor i skolen. Hun kommer fra en familie, hvor farens ord og lune er lov. Moren er død, og hun bor alene med sin bror og sin voldelige far et sted med klipper og hav, måske på Færøerne. De hører sandsynligvis til en indremissionsk form for kristendom, hvor man ikke må danse, pynte sig eller på anden måde fejre livet.
Lea forbliver derfor en skygge af sig selv. Det er grafisk understreget særligt i afsnittene, hvor hendes jævnaldrene er til fest hos Anna. Lea er tegnet med en tynd streg, en silhuet, der i udkanten iagttager, hvordan hendes kammerater morer sig. De er illustreret helt runde og fyldt ud med farve, mens Lea kun er der i tanken – som en skygge.

 
Ikke kun titlen er bibelsk. Der er steder, hvor det øde landskab med får og Lea siddende på en sten minder om kristendommens ”billeder”. Er det symbolsk – er hun hyrde for fårene, eller er hun selv en del af flokken, der ledes af en ”større hyrde”, hvilket hendes indre stemmer får hende til at tro.
Slutningen på historien står ret åbent. Ikke sikkert, at det er en ”mangel”, men jeg irriterer mig lidt over at blive efterladt i det kaos! Dog er den sidste side – stilheden – måske et løfte om en ny begyndelse senere. Var der ikke også stilhed, inden skabelsen for alvor gik i gang i den kristne skabelsesberetning?
Fortællingen om vrede, der vokser og sprænger alt, er evigt aktuel. Måske er der mest noget at hente for unge mennesker – og især for unge, der oplever mobning, sorg eller marginalisering af den ene eller den anden grund.

Lån bogen på bibliotek.dk