Uren af Karen Schultz

Normalt læser jeg ikke selvbiografier, men da Karen Schultz med “Uren” godt nok har skrevet en selvbiografi, men har gjort det i romanform, valgte jeg at læse den alligevel. Andre forfattere, f.eks. Thomas Korsgaard, skriver jo også romaner der i et eller andet omfang er selvbiografiske, så hvorfor ikke.

“Uren” er en historie om at tåle, at turde og at træde frem hos forældre der på hver deres måde er uformående. Bogen handler om at være tro mod sine egne følelser, at tro på sig selv, kæmpe for det man vil, skabe sig et liv og at forlige sig med sin fortid.

Karen, bogens hovedperson og forfatter, bliver født udenfor ægteskab i 1959. Hun er alene med sin mor, indtil denne gifter sig da Karen er seks år gammel. Stedfaren har et temmelig forkvaklet forhold til egen og andres seksualitet, og den lille Karen bliver ret hurtigt vidne til lidt af hvert. Han forgriber sig aldrig fysisk på den lille pige (seksuelt eller koporligt), men der er mange andre måder at forgribe sig på et barn på, og her holder stedfaren sig ikke tilbage.

Det er tydeligt at forfatteren har et anstrengt forhold til både sin mor og til stedfaren. På hver deres måde, svigter de den lille pige, der ret hurtigt finder ud af at tryghed, sikkerhed og kærlighed, er noget man finder andre steder end i hjemmet.

Selv om der ikke bliver lagt fingre imellem når forfatteren beskriver sin mor og sin “far”, aner man alligevel en kærlighed til moren inde bag alle svigtene. Derfor fremstår hun også tydeligt i romanen. Et tilsvarende had til stedfaren brænder gennem hele bogen i lys lue, og billedet af ham er mildest talt unuanceret. Selv om han har fyldt meget i Karens liv, bliver han alligevel en af de mest utydelige personer i romanen. Det kan der selvfølgelig også ligge et budskab i, men helhedsindtrykket får lidt en slagside på den måde.

Det er især da Karen bliver teenager at fortællingen tager fart. Udefra set, er det mere end tydeligt at hun har manglet en “rigtig” faderfigur i sin opvækst. Hendes omgang med, og ikke mindst “forbrug” af drenge/mænd, taler sit eget tydelige sprog.

Gennem hele romanen lader forfatteren ofte strøtanker udvikle sig til små selvstændige historier, inden hun atter vender blikket mod det hun egentlig var ved at fortælle. Det går i høj grad ud over kronologien i bogen. Disse afstikkere efterlod mig i konstant forvirring over hvor vi var i historien, og hvad det var forfatteren egentlig prøvede at fortælle mig.

“Uren” er, med ovenstående forbehold, velskrevet. Men den er også alt for lang. Der er alt, alt for mange detaljer og alt, alt for mange minder der lige skal med. Derfor oplevede jeg aldrig at bogen havde den nerve og intensitet som historien fortjener, og tænker at der med fordel kunne være redigeret 100 – 150 sider væk.

Alt i alt er “Uren” dog en udmærket læseoplevelse, og oven i det, er den også et rigtig fint tidsbillede fra Kolding i 60’erne og 70’erne.

Lån bogen på Bibliotek.dk