Ulvene fra evighedens skov af Karl Ove Knausgård

Karl Ove Knausgård er en litterær superstjerne. Han skriver blændende, han er åndrig og underholdende, han har hjertet på rette sted, han opfatter sine læsere som intelligensvæsener og kindred souls – tak for det! Dybest set er Knausgård alt det, danske Peter Høeg i sin tid gav løfter om, men ikke ganske indfriede.

”Ulvene fra evighedens skov” er en selvstændig roman, der dog bygger videre på dele af tankegodset i ”Morgenstjernen” – inklusive det sære, kontrafaktiske himmellegeme, der også her dukker op sent i handlingen og gør menneskene inderligt underlige. Og varme. Og udødelige for en lille stund.

Netop menneskets faktiske dødelighed og potentielle udødelighed er romanens omdrejningspunkt. For hvorfor accepterer vi døden, når vi med teknologiens landvindinger kunne sætte alt ind på at besejre den?

Knausgård introducerer længst glemte russiske tænkere, der var inde på disse ideer. Og som inspirerede videnskabsmænd, der allerede tidligt i det tyvende århundrede eksperimenterede med livsforlængende tiltag som transplantationer, blodoverførsel, nedfrysning.

Vi må også en (rasende interessant) tur omkring menneskers, dyrs og planters bevidsthed. For mens mennesker er bevidste om både sig selv og andre væsener, er eksempelvis fluer næppe bevidste om andre end sig selv. Men hvad med træer, der ganske vist ikke har hjerne og centralnervesystem, men alligevel menes at have en fælles bevidsthed. Muligvis knyttet sammen af de underjordiske tråde på svampe.

Jeps, det lyder langhåret. Men alle de medrivende tanker er pakket ind i to hovedhandlinger, som er fuldkommen jordnære, og som fletter sig ind i hinanden hen ad vejen.

I tiden omkring Tjernobyl-ulykken (1986) prøver 19-årige Syvert at finde et fodfæste i livet, omgivet af fristende kvinder, en kræftsyg mor, en hyperintelligent lillebror – og en flink bedemand. I garagen finder han nogle breve skrevet på russisk af en kvinde, der var hovedkulds forelsket i hans far, som døde sidst i 70’erne.

Videre til såvel datidens som nutidens Rusland, hvor en kvinde forsker i sager, der ligger i krydsfeltet mellem biologi og filosofi. Hun befrugtes intellektuelt af sin skeptiske, men vanvittigt belæste stedfar, der om nogen kender den tunge, russiske forhistorie på disse områder.

”Ulvene fra evighedens skov” er i lange stræk vildt sjov, tåkrummende pinlig, afvæbnende menneskelig og bare godt tidsfordriv. Den er også dyb og tankevækkende. Og så er den ikke helt så vellykket som ”Morgenstjernen”, for Knausgård finder denne gang ikke ganske balancen mellem sine forskellige hovedpersoner, mens afsnittene om det mystiske himmellegeme bliver lidt påklistrede.

Men hey, ni tiendedele af ”Ulvene…” er stadig en forrygende fed bog. Hop trygt ombord.

Lån bogen på biblioteket