Uendelig muslinger af Sylvie Bocqui

Hvordan husker man sin barndom som voksen og hvordan iagttager et barn egentlig sin omverden?

Sylvie Bocqui er forfatterinden bag denne lille samling af øjebliksbilleder, som opleves gennem en pige ved navn Stéphanie. Hun kaldes for ”den lille” gennem bogen og vi ser som læser, hvordan hun iagttager verden fra en ganske tidlig alder. Hun drømmer blandt andet om at være iblandt stjernerne og månen på himlen, som hun betragter hver aften:

”Verdensrummet er en tyk gelé, en koboltblå tæthed, en pattedyragtig dovenhed. Hun fæstner blikket på den gabende tomhed, der bliver ved med at åbne sig, indtil den vender vrangen ud af sig selv, indtil den har vendt sig helt om sig selv. Hun lader sig opsluge, tomheden suger hende op ved øjnene, hun kan mærke, hvordan hun løftes uendeligt op, men hvad kommer denne mærkelige følelse af, for hendes hoved ligger jo ubestrideligt dér, trykket ned i hovedpuden, trekanten holder huset fast.”

Hun er et ganske tænksomt barn og det er svært for hende at få venner. Hendes pudsige idéer forstår ingen anden end hun og hun undrer sig over meget. Hvorfor er hendes far så fjern? Hvorfor kalder hendes mor hende for ”tudsefisk”? Hendes fantasi fejler ingenting:
”Hun er den porcelænsfigur, som hun har set i et butiksvindue i Baden-Baden, en markise, der vipper drillende med foden foran en kattekilling.
Hun er en meget syg ung pige med lilla ansigtsfarve, hvilende afkræftet på sine puder, svedende meget, men smilende alligevel.
Hun er Ludvig Den Hellige, som sidder og venter under sit egetræ.
Hun er Zorro, der galopperer hen over kapellets tag og beskytter damen i hvidt, som bor i et drivhus.”

Hvordan skal det dog gå et så undrende barn?

Det tog ikke mange linjer, før jeg var solgt. Øjebliksbillederne her er så smukke og som læser bevægede jeg mig tilbage til min egen barndom, da jeg på nogle punkter var præcis som ”den lille”. Sproget i denne bog er til tider så smukt i beskrivelserne, at jeg genlæste nogle af dem med det samme. En interessant ting, som jeg tænkte over, da jeg var færdig med at læse den, var, at jeg følte at det var hovedkarakterens sind, som jeg kendte bedst og ikke hvordan hun så ud, som man gør med nogle bøger. Før denne havde jeg typisk stiftet bekendtskab med klassikere indenfor den franske litteratur og hvis den nutidige er så velskreven som denne, så er den bestemt værd at dykke ned i.

Alt i alt en fantastisk bog med barnets øjebliksbilleder, som er beskrevet på én helt særlig vis og som bestemt også kan genlæses mange gange.

Lån bogen på Bibliotek.dk