0 kommentarer

Udenfor er hundene af Gunnar Staalesen

af d. 15. april 2019
Info
 
Sideantal

315

Udgivet

2019

ISBN

978 87 02 27738 8

Originaltitel

Utenfor er hundene - oversat af Ilse M. Haugaard

Udgave

1. udgave

 

Johannes’ Åbenbaring 22,15: Udenfor er hundene. “De var hunde. Hunde, horkarle og løgnere. De fortjente den skæbne, de fik…”

Med den begrundelse mister tre mænd livet. Mænd, som ganske rigtigt ikke er guds bedste børn. Men kan dét faktum undskylde selvtægt?

“Udenfor er hundene” er Gunnar Staalesen classic. Hans efterhånden aldrende, stadigt skarpsindige og stædige, snapseglade detektiv Varg Veum har fået færten af urent trav, da mænd, han kender, pludselig omkommer på tilsyneladende naturlig vis.

Til fælles har mændene, at de har stået tiltalt for udbredelse af ækle børnebilleder. Samt at både politiet og deres efterladte græder tørre tårer over deres bortgang. Det gør Varg Veum sådan set også; problemet er bare, at han var tiltalt i sammen sag. Uskyldigt, ganske vist, men nogen prøver ikke desto mindre at køre ham ned.

“Udenfor er hundene” er en trist historie om pædofili, børneporno, ødelagte liv og hævn. Der er ikke meget at grine af undervejs, ej heller at gyse over, desværre. Staalesen kører på autopilot. Bogen er én ubrudt række af ubehagelige konfrontationer, hvor Veum trænger sig ind på livet af vrangvillige/rasende/sørgmodige/forvirrede personer, der ikke vil svare på hans spørgsmål.

“Det var kun yderst sjældent, at jeg var en velkommen gæst,” hedder det et sted. Veum er nu altid velkommen her i stuen, hyggelig og menneskelig som han er, men hans herre og skaber måtte gerne skrue lidt op for drama og kolorit næste gang.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter