Triburbia af Karl Taro Greenfeld

“… minder om Jonathan Franzen, tilsat en forfriskende sproglig økonomi,” skriver San Fransisco Cronicle om Karl Taro Greenfelds adstadige newyorker-mosaik, “Triburbia”.

Avisen antyder, men er for høflig til at skrive ligeud, at den afgudsdyrkede Franzen måske ville vinde ved at skære en anelse i lixtal og antal sider. Maybe so.

Sandt er det i hvert fald, at Greenfelds venlige, lette pen minder en hel del om en Franzen i forårshumør. Stemningen minder faktisk også om Woody Allen, ja, oven i købet Paul Auster i hans filmprojekter, fx “Blue in the Face”. Sludrende, slentrende, uforpligtende, underholdende – og vældigt begavet.

“Triburbia” foregår, som titlen svagt antyder, i Tribeca, New Yorks sagnomspundne kunstnerkvarter, der med årene er blevet mere og mere mondænt og mindre og mindre kunstnerisk. I en samling novellelignende historier møder vi en række interessante personer med hver sin skæve skæbne, hvad enten de nu er lydteknikere, fotografer, billedhuggere, dukkeførere, gangstere eller noget helt syvende.

Som det er på mode i disse år, optræder personerne skiftevis som hovedpersoner og birolleindehavere i de forskellige historier. Og det fungerer som altid godt: Gensynsglæden er stor, når man møder de skønne mænd og kvinder og ser dem gennem mere end ét af prismens mange parallelogrammer.

Hvad historierne handler om, er for så vidt ligegyldigt. De er alle sammen blot et påskud for at dyrke bydelen Tribecas pragtfulde atmosfære og dens løjerlige eksistenser. Man skutter sig af hygge hele vejen.

En episode skiller sig ud. En magtfuld moderedaktør får et par hvæs af en heavy joint og går i fuldkommen tøsefjantet paranoiamode. Det er virkelig-virkelig sjovt og indlevet beskrevet og kunne nok tyde på, at forfatteren selv har eksperimenteret med den grønne fnisetobak.

Greenfeld skriver en vidunderlig prosa og har et godt øje for det underholdende i hverdagens trummerum. Men han har også to mangler, som nok vil forhindre ham i at avancere til forfatternes superliga. Deroppe, hvor blandt andre Jonathan Franzen residerer. Han mangler punch i sine slutninger, der alle som én fader ud i det rene ingenting. Og han har intet på spil, intet på hjerte, ud over ambitionen om at nusse kærligt om sine læsere. Såre forglemmeligt, men alligevel svært vanedannende.

Lån bogen på bibliotek.dk