Trefoldighedsbarn af Vagn Lundbye

På trods af, at Vagn Lundbye har et langt forfatterskab bag sig, havde jeg ikke læst nogle af hans værker før jeg fik “Trefoldighedsbarn” mellem hænderne. Efter endt læsning kan jeg konstatere, at Lundbye skriver fremragende og at jeg skal ud at investere i flere af hans bøger i fremtiden.

Romanen foregår i to spor. Det ene spor forløber som en samtale mellem Vagn Lundbye og en tasmansk tigerslange, hvor læseren kan følge med i det modbydelige folkemord, der fandt sted på den indfødte tasmanske befolkning i 1900-tallet.

I romanens andet spor, som er det bedste, fortæller Lundbye om sin barndom. En barndom præget af en voldelig og fuldstændig utilregnelig far, der giver både moderen og Vagn tæsk, – mens søstrene går fri for bank.

Der er mange malende beskrivelser af Lundbyes barndom, ikke alle er grumme. Et eksempel er en tur med andre børn til Nordjylland, og det er en beskrivelse, der tager læseren tilbage til barndommens land, så man næsten har duften af nyslået græs og våd skovbund i næsen.

Sporet, der handler om Lundbyes barndom, indeholder fine personbeskrivelser omend disse også kan være noget grumme. Der er fine beskrivelser af hvordan barnet observerer de voksnes adfærd og hvordan denne adfærd påvirker barnet langt ind i voksenlivet.

Til gengæld var jeg ikke vild med delen, der former sig som en samtale mellem Vagn Lundbye og tigerslangen.

Historien om urbefolkningen på Tasmanien er spændende, men jeg forstod rent ud sagt ikke koblingen til fortællingen om Lundbyes barndom. For mig at se var det to forskellige bøger, der ikke skal blandes sammen i en bog. Det er muligvis mig, der ikke har forstået koblingen – for mig er det to separate bøger.

Lundbye kan skrive, men den manglende kobling gør, at jeg lander på 3 fine stjerner.

Lån bogen på bibliotek.dk