350
2010
978-87-7070-172-3
Eternal
Ligesom de andre bøger om kommissær Fabel giver “Til evig tid” læseren et lille indblik i Tysklands fortid. Denne gang om de terrororganisationer (byguerillaer kaldte de det selv), som udsprang af ungdomsoprøret sidst i 60’erne, Rote Armee Fraktion og deres sympatisører. En del af aktivisterne fik senere indflydelsesrige stillinger indenfor det etablerede samfundssystem.
Det er tilsyneladende disse forhenværende oprørere, som er målet for en bestialsk seriemorder kaldet “Hamburg-frisøren”, idet han skalperer sine ofre – inden han skærer halsen over på dem.
En af de skalperede var en lyssky, men betydningsfuld forsker indenfor genetik med en speciel interesse i nedarvet hukommelse. Ved et mærkeligt sammentræf støder Fabel på andre forskere med stor viden indenfor samme felt under arbejdet med fundet af et mumificeret lig. Og for at det ikke skal være løgn, så har han også en kriminaltekniker i sit team, som er uddannet arkæolog og i høj grad interesserer sig for samme område. Mit indre barometer for sandsynlighed, begynder at svinge ud mod ‘ustadigt’ . Det burde jo næsten ikke kunne lade sig gøre, statistisk set… Sååeh, mon ikke det har en eller anden betydning? Nå, men det skal nu ikke skille os ad, så længe jeg faktisk ikke ved hvem psykopaten er, før den (ikke særligt) dramatiske afslutning?
Russell Craigs skurke er altid temmelig ekstreme og ikke alt er lige overbevisende. Kan man fuldstændigt skjule en paranoid psykose bag en maske af venlighed og faglig dygtighed? Hvordan kan man være så rar og så afstumpet ond på én gang? (en psykopat kan optræde med stor charme, men rar!) Hvordan kan man tro så meget på reinkarnation – på at man har levet flere tidligere liv – uden at dele sine tanker med dem, man omgås?
Nå, men til gengæld er “Til evig tid” mere inspirerende end “Turen går til Hamburg” når det handler om stemningsfuld beskrivelse af en by og dens mennesker.
“Til evig tid” er 3. og efter sigende også sidste bog om Jan Fabels jagt på brutale mordere, og det undrer mig lidt, for der svæver da godt nok stadig nogle ubesvarede spørgsmål over Elbens mudrede vande.
Men samlet set er bøgerne rigtig god underholdning med et interessant indblik i Tysklands nyere historie.