Thuleselskabet af Mads Peder Nordbo

Jeg læste med stor fornøjelse “Odins labyrint”, som var Mads Peder Nordbos første bog om den unge studerende Mathias Hviid med speciale i runologi. Derfor var mine forventninger høje til anden del af trilogien: “Thuleselskabet”.

Mathias Hviid tilkaldes af politiet i Odense for at bistå dem med opklaringen af mordet på en midaldrende kvinde, som er fundet ved foden af Glavendrupstenen, nøgen og med kroppen oversået af små runetegn der er skåret ind i huden med en skalpel.

Sammen med kæresten Helen rejser han hjem til Danmark, men det viser sig, at kvindeliget rummer flere ubehagelige overraskelser. Dels opdager Mathias, at hans eget navn er indgraveret i kvindens hud, men endnu værre er det, at offeret muligvis har forbindelse til Mathias’ egen familie.

Sammen med liget findes en bog med titlen “Sanatoriet ved søen” – en selvbiografisk beretning om en ung drengs ophold på SS Sanatorium Waldheim, hvor nazisterne udførte omfattende eksperimenter på børn med det formål at skabe ultimative ariere.

Mathias og Helen må endnu engang grave dybt i fortidens hemmeligheder, og deres søgen fører dem vidt omkring, lige fra Nordboernes bosættelser i Grønland til Thuleselskabet og SS-tiden samt historien om svastika-tegnets og det ariske folks sande ophav.

Som sagt var mine forventninger høje til “Thuleselskabet”, og måske var de også lidt for høje. Jeg synes nemlig desværre, at historien bærer lidt præg af at være “den i midten”. Her er masser af spænding og intriger, men mod slutningen føles det lidt, som om den mere lægger op til tredje og sidste bind, end fortæller sin egen historie. Når det er sagt, så var jeg nu godt underholdt undervejs, for Nordbo skriver rigtig godt og er eminent til at skabe komplekse, men interessante plots ud fra mysticisme og religion blandet med historiske facts.

Selvom “Thuleselskabet” er en fortsættelse, kan man dog godt læse den for sig selv, idet Nordbo elegant indfletter den nødvendige viden fra første bind i fortællingen.

Jeg synes dog ikke, at man bør snyde sig selv for “Odins labyrint”, som jeg var ret betaget af. Og på trods af mine anker denne gang så vil jeg se frem til at læse tredje og afsluttende bind om Mathias Hviid, så forhåbentlig går der ikke alt for længe, før vi får den.

Lån bogen på bibliotek.dk