521
Kæmpefortælling i to bind om en af de vigtigste bisper i Danmarkshistorien. Stygge Krumpen var rettroende katolik i en tid, hvor resten af Europas gejstlige druknede i kødeligt fordærv og dekadente udskejelser.
Bogen tegner et glimrende billede af datidens forhold i såvel bisp Krumpens hjemegn Nordjylland, som de internationale begivenheder, der prægede historiens gang. Luther prædiker til kirkelig revolution, mens Christian den Anden slås med Vasa i Sverige. Kongen falder, og bisperne strides indbyrdes om embederne, og om at krige så mange slotte og herregårde til sig, som overhovedet muligt. Thit Jensen beskriver kirkens magt så levende og ækelt, at man til tider må brække sig af væmmelse. Derfor fremstår hovedpersonen Stygge Krumpen da også som en ren engel i sammenligning med sine kollegaer.
”Stygge Krumpen” følger bispen fra de spædeste drengeår til hans position som en af rigets mest magtfulde og indflydelsesrige mænd. Sjældent er der skrevet en bog, hvor der optræder så mange festmåltider. Der er en sand overflod af fedt, guldringe, silkekåber og elskerinder på de danske bispesæder i hvert kapitel. Føj.

