Stoleleg af Arne Dahl
’Stoleleg’ er andet bind i den succesfulde, svenske krimiforfatter Arne Dahls (pseudonym) serie om den fiktive, europæiske politienhed, Opcop. Flere af de i alt 12 hovedpersoner er gengangere fra Dahls første 11-bindsserie om A-gruppen, der opererede med hovedsæde i Stockholm. Opcop holder til i Haag, og hele det nye koncept handler om grænseoverskridende forbrydelser, som de nationale politikorps ikke har ressourcer til at håndtere på egen hånd.
Den foreliggende sag er Opcops hidtil mest makabre. En manisk seriemorder er på spil, og med lynets hast begynder ligene at hobe sig op i alverdens lande. Fællesnævneren for samtlige ofre er en kommunistisk fortid. Alle findes knivdræbt på tidligere fængselsøer med en ordentlig luns af armen bidt af, og i nærheden er altid gemt en seddel med et svært afkodeligt Dumas-citat. Er morderen kannibal, og hvad er hans budskab?
Pludselig myrdes tre mænd, som ikke passer i sammenhængen: Verdens førende plastikkirurg, verdens førende genetiker og verdens førende våbenhandler. Har de noget til fælles – indbyrdes og med de mange kannibalofre?
Bag den ene blodtilsølede morder aner Paul Hjelm og hans håndgangne team konturerne af en anden dræber, der er mere køligt kalkulerende og med ganske andre motiver. Sporene krydses, og for den hårdt prøvede Opcop-enhed føles opklaringsarbejdet efterhånden som at løbe maraton i dybt vand med bind for øjnene. At de selv kommer i en eller begge galninges søgelys, gør ikke sagen mindre uhyggelig.
Arne Dahls projekt er imponerende, grandiost. At holde så mange bolde og personer i luften uden at tabe en eneste er en flot præstation. Antallet af mord, spektakulære sights og snedige pointer er i særklasse. Den actionhungrende læser vil med garanti finde tilfredsstillelse for alle pengene.
Alligevel synes jeg, Dahls flot opbyggede Opcop-konstruktion vakler. Først og fremmest, fordi 12 hovedrolleindehavere er mindst syv-otte for mange – man kommer ganske enkelt ikke ind under huden på nogen af dem og har derfor svært ved at engagere sig i deres liv og gerninger. De bliver funktioner, snarere end personer.
Dernæst er plottet, som i forgængeren ’Hviskeleg’, for sensationsjagende. Dahl vil konkurrere med de franske, britiske og amerikanske blockbusters og mister dermed den særlige nærhed og troværdighed, som er selve nøglen til de skandinaviske krimiers verdensomspændende sejrsgang i disse år.
Sidst, men ikke mindst er der en bismag af hæmningsløs selvforelskelse i historien om disse superhelte og -skurke, som konstant finder anledning til at skamrose geniale karaktertræk ved hinanden – og dermed ved deres skaber, Arne Dahl. Stilen er oppustet og kvalm, ikke ulig en anden svensk succesforfatter, Jan Guillou.
Men ret skal være ret: Underholdende, det er de sgu. Både Guillou og Dahl.
