0 kommentarer

Soning af Ian McEwan

af d. 16. september 2024
Info
 
Sideantal

432

Udgivet

2015

ISBN

9788702179705

Originaltitel

Atonement - oversat af Jan Hansen

Udgave

4. udgave

 

At Ian McEwan er en mesterforfatter, ved de fleste nok. Men at han havde et hovedværk som “Soning” i sig, er en overraskelse i hvert fald for denne benovede læser. Er du vimmer, en fed bog.

Det hele starter en anelse barnagtigt. Vi er nemlig inde i hovedet på den 13-årige forfatterspire Briony Tallis, der er ved at lægge sidste hånd på et skuespil. Det skal opføres, når hendes elskede bror Leon kommer hjem på ferie.
Året er 1935, handlingen foregår på et engelsk landsted med herskab og tjenestefolk og det hele. Herligt beskrevet med en migræneramt mor a la Maude, en far på evigt overarbejde i et ministerium i London, en arrig husholderske, cocktails før maden, en meget kostbar vase, men i øvrigt forfald i krogene.
Som yngste datter er Briony vant til at blive feteret og lyttet til, og hun er blevet en smule indbildsk. Tror, hun ved og kan gennemskue alt. Så da hun ser den elskede storesøster Cecilia og husvennen Robbie i et par intime situationer, må det nødvendigvis være et overgreb fra Robbies side.
Senere sker der et virkeligt overgreb, politiet tropper op, og Brionys ord får afgørende vægt. Hendes mere eller mindre bevidste usandheder bliver skæbnesafgørende for flere menneskers videre liv. Og død.
McEwan inviterer os til Nordfrankrig i det første krigsår, hvor Luftwaffe og den tyske pansermaskine nærmest udsletter de udkommanderede britiske og franske tropper. Videre til et hospital i London, der pludselig sejler i blod og knuste lemmer hos hårdt kvæstede soldater, mens de unge sygeplejeelever er totalt uforberedte på det enorme ansvar, der lægges på deres skuldre over night.
Hvordan den første del og de næste dele af historien hænger sammen, må du læse dig til. Men du kan tro, de hænger sammen. Også med den sidste del, hvor Briony er 77 år, berømt forfatter og har brugt et liv på at sone sin ungdoms forbrydelse.
McEwans twist netop på soningsprocessen er vanvittigt elegant. Men jeg måtte da lige google mig til, hvordan andre tolkede slutningen. Vi var heldigvis enige.
Bedømmelse
Karakter