Sommeren uden mænd af Siri Hustvedt

‘Sommeren uden mænd’ er en smukt sammenvævet fortælling om forskellige eksistentielle temaer, herunder identitet, gentagelse, forandring og tid. Hustvedt leger og jonglerer med disse temaer på forskellige måder i romanen. Eksempelvis tid, når Mia eksplicit forklarer læseren, at de ting, hun beretter, ikke nødvendigvis skete i den rækkefølge, hun beretter dem i. Eller forandring, når hun spørger sig selv, om hun er den samme kvinde, som der rablende vanvittig blev indlagt på et psykiatrisk hospital kort efter hendes mand havde sagt ordet “Pause”. Eller identitet, når Mia får de syv teenage-poeter til at skrive om en fælles erfaring fra en af de andre pigers synspunkt.

Jeg elsker den måde, Siri Hustvedt sætter krav til sine læsere på. Hendes komplekse historier rummer niveauer, som hun formår elegant at flette sammen til forskellige meditationer over mennesker og deres beskaffenhed. Med dybde, humor, galskab, blidhed og vrede berører hun eksistentielle temaer. Hun reflekterer over det at være menneske, det at have relationer, det at være et køn. Hun er en sværdvægter, som jeg mener, at man sjældent finder i nutidig litteratur. Hun går ikke – for at gøre sine bøger letfordøjelige – på kompromis med eller er irriterende ydmyg omkring sin viden, sine refleksioner og sin intellektualitet. Hun har tiltro til os som læsere, tror på at vi kan mestre kompleksitet og svære tanker, følelser og relationer.

Tak for at bidrage betydningsfuldt til nutidig litteratur, Siri, nu også med ‘Sommeren uden mænd’.