Slagtehuset af Paul Cleave

“Findes der ingen historier med lykkelig slutning i den her by? Findes der kun triste skæbner?”

– tænker detektiv Theo Tate ved sig selv, da han står ved nattens fjerde offer; en 49-årig årig tidligere strafferetsadvokat, der lå i koma og alligevel blevet stukket ihjel med utallige knivstik.

Hvad Tate ikke ved, er, at den rasende morder slet, slet ikke er færdig endnu. I løbet af et par hektiske døgn forvandles newzealandske Christchurch til et mareridt ved højlys dag.

Notabene: Turistmyndighederne i Christchurch er næppe de store fans af Paul Cleave. Hans beskrivelser af byen er så afskyvækkende, at det er et af de sidste steder på jorden, man har lyst til at besøge.

Morderens hævntogt falder selvfølgelig sammen med, at byens vilde ungdom kører gaderæs og smadrer flasker overalt i et orgie af fandenivoldskhed. Ordensmagten kan hverken komme frem eller tilbage.

Morderen er drevet af had til en række personer, som, han mener, er skyld i hans datters og kones død. Han nåede at få ram på nogle, inden han røg 15 år bag tremmer, og opholdet her har kun skærpet hans frådende hævntørst.

På en måde forstår hans modstander, Theo Tate, godt morderen. Også han har mistet en datter, og konen ligger i koma. Også han har taget hævn (i tidligere bøger i serien).

Paul Cleave leger dygtigt med vores væmmelse ved vold mod børn. Vi kan tåle meget, når det gælder voksne, men børn – specielt små, nuttede piger – må der ikke ske noget med. Men det gør der jo. i virkeligheden og her i Cleaves krimi ”Slagtehuset”.

Den danske titel er heldigvis mere modbydelig, end der er belæg for i handlingen. Men bogen er rigeligt spændende, mod slutningen næsten hjerteslagsfremkaldende.

Det er også mod slutningen, at vores hårdtprøvede helt, Tate, lige når at tænke endnu en dyster tanke, før alting sortner:

”Pludselig indser jeg, at for hver god ting der sker i denne by, er der nødt til at ske noget slemt.”

Lån bogen på biblioteket