Skyggen på den hvide mur : album fra en billedfattig tid Af Finn Horn

Et af tidens mantraer synes at være “livshistorie”. Unge som ældre skriver i lind strøm deres erindringer. Al respekt herfor, refleksion over eget liv og egne erfaringer kan være værdifulde for selvforståelsen. Om disse erindringer så er så værdifulde for andre, at de partout skal udgives – det kan diskuteres.
“Ved at stifte bekendtskab med H.s barndoms- og ungdomshistorie vil mange læsere genopleve deres egen historie og de spørgsmål, den giver anledning til” – dette postulat ses i bogens bagsidetekst.
Inddrages den gode, gamle kommunikationsmodel, synes postulatet at halte betænkeligt. Afsender og budskab, ok; men modtager – her slår udsagnet ikke til.
Ifølge bogen er forfatteren født ca. 1932, og bogen slutter 1952.
Forfatterens sociale baggrund er arbejderklassen, moren er hjemmegående og faren er typograf på en af byens aviser.
En del af barndomshændelserne vil nogle af forfatterens jævnaldrende givetvis kunne nikke genkendende til. Men så sker skredet, da han i foråret 1943 får brev med hjem fra skolen. Skolen vurderer, at han skal sendes til prøve på en gymnasieskole! Han optages på Katedralskolen. Et kulturskred af dimensioner er i anmarch.
1952 bestod ca. 4% af en ungdomsårgang studentereksamen, heraf forsvindende få med arbejderklassebaggrund.
Ikke mindst på denne baggrund er det tvivlsomt, om “mange læsere” vil finde sig spejlet i Horns tilstræbt intellektualiserende beskrivelse af gymnasietiden med alle dens glæder og kvaler. Nutidens ungdomsårgange vil næppe finde identifikationspunkter – og vil formodentlig vanskeligt kunne fastholde interessen for teksten, der gennemgående er ganske blodfattig, nærmest en bestræbelse på at være i overensstemmelse med det asketiske i bogens undertitel “Album fra en billedfattig tid”.
I modsætning hertil står de LANGE citater fra navngivne og unavngivne bøger og fra gymnasievennens breve, f.eks. s. 117, (Jacq til forfatteren om Madame, pigen i vennefirspandet): …”I et endnu ubesvaret brev har jeg forsøgt at fordrive hendes bekymring i anledning af det sidste punkt. Du er for øvrigt kommet til at stå mig nærmere, siden du hjalp mig, den dag Madame var rejst. Jeg håber ikke, jeg besværer dig med mit venskab, men din fortrolighed betyder meget for mig.” – og så fremdeles fremtures hen over to sider.

Lån bogen på biblioteket