0 kommentarer

Skrig under vand af Øbro & Tornbjerg

af d. 9. december 2012
Info
 
Sideantal

310

Udgivet

2010

ISBN

978-87-567-9547-0

 

“Skrig Under Vand” er en yderst spændende moderne krimi, som leder fokus hen på, hvordan en barndom fyldt med problemer og omsorgssvigt kan give et menneske massive psykiske problemer, og på hvordan utroskab, affærer, drama og intriger kan lure under enhver tilsyneladende velfungerende familie.

En psykolog med speciale i kriminalitet, Katrine Wraa, bliver fyret fra sit job i det engelsk politi, og får derefter tilbudt job i det danske politi i drabsafdelingen. Katrine tager i mod tilbuddet og flyver til Danmark. På sin første arbejdsdag bliver hun involveret i et mord på en fødselslæge ved navn Mads Winther. Sammen med sin nye partner, Jens Høgh, får de til opgave at stå for afhøringerne. Det står hurtigt klart for Katrine at der er noget som ikke helt stemmer med Mads’ kone, Vibeke Winther, som virker utroligt fattet på trods af sin mands død.

I takt med at vi kommer længere og længere ind i efterforskningen, dukker der hele tiden nye oplysninger op. Det viser sig at Mads Winther havde en hemmelig affære udenfor sit ægteskab. En mand ved navn Aslan Nukajev dukker pludseligt op i efterforskningen. Aslan bebrejder Mads for sin kones død, under en fødsel Mads var ansvarlig for. Da politiet finder Aslan i sin lejlighed, tilsølet i blod, tror de at de har fundet morderen, men det viser sig at de tager fejl med hensyn til Aslan, og morderen stadig er på fri fod.

Kun læseren ved at Katrine og Jens jagter en dybt forstyrret person. Sideløbende med efterforskningen hører vi nemlig en beretning om et barn, som har været udsat for det groveste omsorgssvigt.

Budskabet i romanen er, at en barndom fyldt med massivt omsorgssvigt og manglende kærlighed kan føre til en videreføring af den sociale arv og skabe en yderst psykisk ustabil person.

Vand spiller en central rolle i romanen. Katrines gymnasiekæreste begik selvmord efter hun slog op med ham, en hændelse hun bebrejder sig selv, og som har haft en stor betydning for hendes voksenliv. Vi hører også på et tidspunkt om en hændelse, hvor barnet som har lidt af omsorgssvigt, nær drukner i badekaret som spæd, da hendes moder ikke holder opsyn med hende. Barnet havde det så svært i sin opvækst. Det var som at skrige under vand, hun havde brug for hjælp, men ingen kunne høre hende – heraf bogens titel “Skrig Under Vand”.

Generelt synes jeg, at “Skrig Under Vand” er en rigtig god bog. Temaerne og budskabet kan perspektiveres til dagens samfund, hvor der er en stigende tendens til at folk tænker mere og mere på sig selv, hvilket i sidste ende kan føre til utroskab eller omsorgssvigt. Bogen er rigtig spændende, man bliver optaget af de nye brikker, som hele tiden falder på plads i puslespillet. Når der ikke er fokus på efterforskningen, hører læseren om personernes fortid eller nuværende liv, hvilket er lige så spændende. Kort fortalt, en bog fyldt med spænding.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter