Skinhellige herligheder af Lisa McInerney

De engelsksprogede aviser har stået på nakken af hinanden for at rose Lisa McInerney’s debutroman “Skinhellige herligheder”, og med god grund. Jeg tøver heller ikke et øjeblik med at blande mig i lovprisningskoret af bogen der, med Financial Times’ ord er “rig, rørende og rystende morsom”.

Det starter helt skørt. En gammel dame, Maureen, slår en indbrudstyv ihjel med et stykke religiøst (katolsk) isenkram. Heldigvis er hendes søn byens førende gangster, og han sørger for at rydde op efter hende. Tyven var jo bare en sølle narkoman, af den slags ingen vil savne. Den hidkaldte opryder, enlig far til seks børn, er også en stakkel. Alkoholiker til fingerspidserne, og ikke specielt pædagogisk i sin opdragelse af især den ældste søn, Ryan. Ret hurtigt kommer Ryan i fokus som bogens egentlige hovedperson. Han er 15-16 år gammel da vi møder ham, og er allerede godt i gang med at skabe sig en livsbane som sin fars.

“Skinhellige herligheder” er mange ting, men først og fremmest er den et knivskarpt portræt af den irske by Cork’s bagside. Forfatteren leder os rundt blandt ludere og lommetyve, misbrugere, pushere, vanrøgtede børn og unge og hvad der ellers lever i skyggerne. Samtidig er bogen et ordentligt rap over nallerne til et Irland i opløsning, og til den katolske kirke. Ingen undslipper McInerney’s skarpe pen.

Jeg kender ikke noget til forfatterens baggrund, men har en mistanke om at hun kender Cork og dens mindre prisværdige sider på første hånd. Jeg tror ikke man kan skrive en bog som “Skinhellige herligheder”, hvis man ikke har haft fingrene i skidtet, så at sige. Genremæssigt har jeg ingen anelse om hvor vi befinder os, for “Skinhellige herligheder” er et sammenkog af mange genrer – og jeg elsker når forfattere ikke lader sig bure inde af forud vedtagne rammer. Min første tanke da jeg begyndte at læse bogen var, at den var sprudlende. Både sprogligt og handlingsmæssigt. Bogen er lidt over det hele. Den er dybt tragisk, og virkelig morsom. Ikke morsom på en måde der skal glatte ud og flytte fokus, men på den der knivskarpe ironiske måde der ofte er en udløber af ting der er virkeligt svære. Der hvor humoren bliver vores sikkerhedsventil, der sørger for at vi ikke eksploderer. Så, morsom, ja, men fordi det ikke kan være anderledes. Forfatteren, læseren og ikke mindst hovedpersonerne, kan ikke holde historien ud, hvis vi ikke får lov at trække på smilebåndet – eller grine højlydt – undervejs.

Sprogligt er bogen pragtfuld. Med sit sprog understøtter forfatteren handlingen og det miljø den er henlagt til. Det er levende, ligefremt, råt og virkelig godt. McInerney maler sine hovedpersoner så skarpt op, at man kender dem allerede efter få sætninger, og hun lader dem udvikle sig (og for de flestes vedkommende, afvikle sig) så jeg kan mærke dem, føle med dem, grine med dem, græde med dem og røres af dem.

En fantastisk debut af endnu en irsk forfatter jeg bliver nødt til at holde øje med. De kan noget derovre på den grønne ø – også der hvor den er kulsort.

Lån bogen på Bibliotek.dk