Skæbnens blå tråde af Lars Mytting

“Også du vil få tegnet at se. Især du, præst.”

– tegnet til, hvornår manden med leen indfinder sig. Den gamle jordemoder har netop selv set tegnet, og som forudsagt dør hun nøjagtigt tolv dage senere.

Han er en filur, er Mytting; nutidens store norske krønikeskriver, der er nået til andet bind i sin skæbnetunge, stærkt underholdende trilogi om slægter, der følger slægters gang i bygden Butangen i Gudbrandsdalen.

Som i forgængeren “Søsterklokkerne” lader han den inderlige kristendom være et omdrejningspunkt for de gode bygdeboeres liv og tankevirksomhed, men han lader samtidig den gamle tro løbe som en rød tråd lige nedenunder – og ofte viser varsler og tegn sig mere pålidelige end præstens fromme ord.

Atter engang må læseren fundere over, hvorfor der skulle være så stor forskel på tro og overtro. Og forfatteren selv? Han prædiker ikke; han væver blot sin saga i uforgængelig prosa og stærke naturfarver, med et underfundigt glimt i øjet.

Vi er nået til det herrens år 1903. Til en start får vi lige et tilbageblik til 1600-tallet, hvor de to (bogstaveligt talt) uadskillelige søstre Halfrid og Gunhild Hekne, er ude for en hændelse, der omfatter en meget skarp kniv. Denne kniv skærer præsten Kaj Schweigaard sig på flere hundred år senere under en eftersøgning af et prægtigt billedtæppe, som søstrene i sin tid vævede.

Den gode pastor synes at “fornemme gammel og ny tro hilse på hinanden”.

Præcis samtidig går søstrenes ludfattige efterkommer Jehans Hekne på jagt med et ældgammelt, upålideligt skydevåben. Mod alle odds får han nedlagt en kolossal ren, men det gør den engelske jæger Victor Harrison også. Fra en anden vinkel.

De to mænd, den fattige nordmand og den aristokratiske englænder, sanser et bånd mellem sig, men forkaster begge tanken. Der skal forløbe mange slidsomme år og en hel verdenskrig, før Jehans og Victor for alvor gør noget ved det flygtige bekendtskab.

I mellemtiden møder Jehans den foretagsomme Kristine; sammen har de visionerne for at kaste lys over den formørkede bygd. Han med vandkraft, hun med osteløbe. Med lidt held bliver det oven i købet muligt at sige en ualmindeligt led godsejer tak for sidst.

Lars Mytting er den fødte fortæller. I ”Skæbnens blå tråde” forvandler han renjagt, græsslåning med le, vævning, smørkærning og ja, selveste kærligheden mellem to undselige mennesker, til medrivende og henrykkende bedrifter, der charmerer læseren til brede smil og hjertevarm indlevelse. Gad vide, om ikke Sigrid Undset i sin tid skabte noget af den samme magi?

Lån bogen på biblioteket