Sidste advarsel af Harlan Coben

”Sidste advarsel” er Harlan Coben classic. En drønspændende historie, hvor hverken hovedpersoner eller læsere fatter en brik før til allersidst. I Cobens thrillere handler det ALTID om et eller andet mørkt og traumatisk i fortiden, som pludselig eksploderer i et orgie af vold og tårer.

Jeg har efterhånden læst mange Harlan Coben-bøger – og set filmatiseringer af hans bøger optaget i USA, England, Frankrig og Polen – og det har aldrig været kedeligt. Plottene er altid flot skruet sammen, tilpas mystiske, tilpas blodige, godt håndværk simpelt hen (men også kun håndværk, ikke stor kunst).

Kirurgen Marc Seidman bliver skudt to gange i sit hjem og overlever kun med nød og næppe. Også hans kone bliver skudt og dør; datteren Tara forsvinder sporløst.

Nogle fæle typer kræver løsepenge for datteren. Den velhavende, men usympatiske svigerfar indvilger i at hoste op, mens Marc skal aflevere mappen med sedler. Bortførerne napper gysserne, men undlader at frigive Tara.

18 måneder går. Et nyt krav om løsepenge fremsendes. Svigerfar og Marc enes om denne gang at holde politi og FBI udenfor, men igen går det galt. Er det Marc selv eller svigerfaren, der ikke har rent mel i posen? Myndighederne er mere end skeptiske.

Forskellige forstyrrede personager drysser ind i handlingen. To stjernepsykopater, der elsker at slå ihjel. En nærmest psykotisk kvinde, der boede i Marcs hus som barn. Marcs søster, der er narkoman. En våbenliderlig republikaner med muskuløse biler. En hjerteløs menneskesmugler.

Det er som sagt ikke kedeligt; tværtimod. Det er måske heller ikke videre sandsynligt. Men pyt; ”Sidste advarsel” skal nok holde dig vågen og på dupperne, til siderne slipper op.