Salme ved rejsens afslutning af Erik Fosnes Hansen

Ifølge forfatterweb har Erik Fosnes Hansen sagt følgende om Salme ved rejsens afslutning:

“På stationen skal Jason mødes med resten af orkestret. Det tæller den unge, nyankomne David fra Østrig, russeren Alex, ireren James, franskmanden Georges, italieneren Petronius Witt og pianisten og kokainmisbrugeren ”Spot”. Musikernes liv folder sig ud i lange flash backs, og historie efter historie fører også gradvist tættere på især fem af medlemmernes ensomme liv. De har alle for længst mødt deres ”isbjerg”. For som Fosnes Hansen selv siger: ”Vi er alle på vores sidste rejse. Vi skal alle møde vort ‘isbjerg’ og gå til grunde i rædsel. Forinden skal vi igennem trængsler, kærlighed, angst, håb – i et mønster vi måske sjældent forstår” (Ole Lindbo: Den sidste rejse. Politiken, 1991-09-05).”

Selvom Erik Fosnes Hansens opfundne skibsmusikere alle er på Titanic af nød snarere end af lyst, er Salme ved rejsens afslutning på alle måder en overordentlig smuk, og på sin vis også opløftende, bog. For det er fortællingerne om seks mænd, der på trods af massiv modgang og misbrug alligevel formår at vise omsorg for deres medmusikanter og ungdommen (i skikkelse af David).

Musikerne er ikke dem, der faktisk gik til grunde med Titanic, men deres skæbner er nærværende og realistisk formidlet. De seks fortællerstemmer er på sin vis meget ens, idet de alle har tidsånden og musikkens sprog til fælles. Det er overordentligt smukke og engagerede stemmer, hør bare den unge David, der ankommer til Titanic:

“Dér lå skibet. De havde kunnet se det fra kupévinduet, mens toget langsomt rullede gennem havneområdet og ud til terminalen.
Det lå dér som et stort hvidt og sort fabelvæsen; som en dampende drage i fortøjningerne. Passagerer og last kom om bord. Oppe på dækkene kunne man se mennesker bevæge sig – som utøj på skibets store krop……Der var over skibet en velformet, overmenneskelig helhed, der bevirkede, at han måtte tænke på musik, på Bach, på tonerækker, der folder sig ud og gror sammen i et stort opbygget værk.”

Salme ved rejsens afslutning er også et stort opbygget værk. Erik Fosnes Hansen fik Rikmålsforbundets litteraturpris for bogen i 1990, samme om som den udkom på originalsproget. Det kan jeg på alle måder godt forstå.

Selvom rammen er Titanics forlis er der utallige tilbageblik til de seks hovedpersoner. Deres liv og baggrund er bevægende beskrevne, og flere gange er der så smukke sproglige billeder at jeg lige må lægge bogen fra mig, lukke øjnene og tage billederne ind. De fem skibsmusikanter og kapelmesteren er intetanende på vej imod deres personlige isbjerge, men det er rejsen dertil, og ikke slutmålet der er fokus på. Det gør at Salme ved rejsens afslutning ikke bliver forudsigelig og langstrakt. Jeg ser ingen grund til at introducere de seks skæbner yderligere her, dem skal fremtidige læsere selv have lov til at møde første gang.

Lån bogen på biblioteket