0 kommentarer

Rids- en fortælling om Gustav Munch-Petersen af Sidsel Mørch

af d. 1. december 2022
Info
 
Sideantal

87

Udgivet

2022

ISBN

9788770859615

 

Denne graphic novel er en virkelig fin fremkaldelse af et menneske og en kunstner, hvis høje og alvorlige krav til kunsten og livet – og til sig selv- er svære at forstå. Det er beskrivelsen af et smukt sind, som især kommer til udtryk i de otte digte, der er illustreret i fortællingen. Et eksempel er første strofe i digtet ”Ideal”:

Jeg er kun et menneske,

men jeg skal engang

rive jordens bjerge op

og lade dem rasle

for ørerne af dem, der sover

Allerede fra første side møder vi en selvbevidst ung mand, en oprører, der trods sin trygge opvækst i et pænt borgerligt hjem vil forandre verden og følge sine egne indre værdier. På første opslag sniger sig også konturerne af en blå ræv sig ind på det surrealistiske maleri, Gustav er ved at male. En ræv, der igennem fortællingen dukker op i sporene på vores hovedperson. Måske et symbol på hans inderste drifter og længsler efter at gribe og sætte aftryk på verden.

Gustav vil ikke ligge under for forældrenes ønsker om en solid uddannelse. Han vil digte og male og mødes med sine kunstnervenner (Eiler og Wilhelm bl.a.(1)), som er påvirket af modernisme, psykoanalyse og surrealisme . Tidens kunstnere vil sprænge borgerskabets snævre rammer og bane vej for menneskets frie sind og frisættelsen af dets tilbageholdte drifter.

I den surrealistiske bevægelse er maleri og poesi tæt forbundne og påvirket af kunstnere på tværs af landegrænser. De får trykt deres ting i bl.a. kunsttidskriftet ”Linien”, hvor kunstnere som Breton, Rimbaud, Edith Södergran og blandt danskere altså Gustav Munch-Petersen og Schade m.fl. optræder.

Men Gustav Munch-Petersen kan ikke alene presses ind i en isme. Han er mest optaget af at følge sin egen kurs – bl.a. at ”stille sig nøgent” som menneske, hvilket titlen på hans første digtsamling ”Det nøgne menneske” vidner om.

At være kunster var det samme som at være revolutionær. De unge kunstnere levede i skyggen af den snigende nazisme og fascisme i Europa, og for den sandhedssøgende Gustav blev denne fordring fatal, da han i slutningen af 1937 drager til Spanien for at kæmpe mod Franco. Inden da oplever han nogle år med kærlighed og familieliv på Bornholm, sammen med keramikeren Lisbeth Hjorth, og det er denne periode, der er mest fokus på i ”Rids”.

Illustrationerne er følbare og nærværende, holdt mest i sort-hvide skraveringer og tusch-laveringer, med en personlig streg, og vekslende naive perspektiver og vinkler. Når der kommer farver på som i nogle af afsnits-opslagene, virker de stærkere på baggrund af alle de sort-hvide sider.

Alt i alt fem stjerner til jobbet med at hente en kunstner frem fra en fjern tid og fremkalde et levende menneske, hvis poesi går lige i hjertet og hjernen.

(Note 1: bl.a. malerne Wilhelm Bjerke-Petersen og Eiler Bille)

Bedømmelse
Karakter