Rejsen til Gud af Louis Jensen

Det taknemmelige græsstrå, et ungt taknemmeligt menneske, en jublende bogfinke og en stormfuld and er på vej hen til Gud. De befinder sig i strålende landskaber, men alligevel er anden hele tiden et utaknemmeligt skarn, der kun er taget med på rejsen, fordi den ikke har noget bedre at lave.
Bogfinken synger fro på hele rejsen, anden brokker sig og det kloge græsstrå fortæller gladelig drengen, hvad der er det rigtige at gøre. Da de ankommer til det store hav, ser de en død soldat. Det taknemmelige græsstrå fortæller, at de skal ud over havet for at nå frem til Gud. Drengen, græsstrået og bogfinken beslutter sig for at tage den døde soldat med på rejsen, hvem ved, måske kan Gud gøre ham levende igen.

Hele svømmeturen igennem svæver anden på vandet ved siden af drengen, der har den døde soldat på ryggen. Anden taler til drengen under hele turen:

“Så smid ham dog, hviskede den, smid ham, han er jo død. Han bliver aldrig levende igen. Og én ting mere: Gud findes slet ikke! Jeg svarede ikke, men svømmede i stedet roligt videre.”

Men turen er lang og farefuld og til sidst er den stakkels dreng ved at give op, og netop da viser Gud sig.

Illustrationerne er tegnet af Otto Dickmeiss. Hver anden side i bogen er en helsides illustration. Glade, farverige billeder, der viser drengens vovemod og dyrenes sindsstemninger. Den vrede and; skræppende, arrig, altid klar til at bide. Bogfinken; syngende, mild, begejstret over rejsens indtryk. Græsstrået; et muntert, tænksomt, lyst hoved. Drengen; det mærkeligste væsen af dem alle. Aldrig tydelig i sit udtryk. Hvad mener han? Hvad tænker han? Hvordan har han det i mødet med Gud?

‘Rejsen til Gud’ er en smuk, helstøbt børnebog om Gud og om, hvad troen kan gøre for os. Så hvorfor rører den mig ikke specielt? Jeg tror, at det skyldes det faktum, at netop hovedpersonen er så neutralt gengivet – både i tekst og billedet – at det er svært for mig at mærke hans begejstring i mødet med rejsens mål.

Lån bogen på bibliotek.dk