133
1982
87-7984-073-6
Hør engang denne indledning:
“Der var engang en verden som blev styret af nogle højere væsener der kaldte sig aser, og som menneskene dyrkede som guder (de havde ikke andre guder dengang). Aserne var nemlig større og stærkere end menneskene, og de havde den guddommelige egenskab at de aldrig blev ældre, hvor gamle de så end blev. Selv påstod de at de havde været til fra verdens begyndelse, ja, at de selv havde skabt verden og menneskene med. Det var der naturligvis ingen mennesker der kunne huske, så de vidste ikke bedre end at tro hvad aserne – guderne – sagde.”
Aserne er gudeslægten med så prominente navne som: Odin, Thor, Balder og mange flere. De bor i Midgård, hvor menneskene også har fået lov at bo og dyrke jorden, mod at de sørger for at guderne får noget at spise og drikke.
Men i verdens udkant, nærmere betegnet: Udgård bor der nogle væsener der kaldes: Jætter. De er både større og stærkere end guderne, men de er ikke udødelige, og holder sig derfor heller ikke unge og stærke. Jætterne hævder at de kom før aserne, og at det er dem der har skabt verden, men at aserne har taget den fra dem, og lavet den om. Jætterne er godt utilfredse med tingenes tilstand, men så langt tid at aserne – via evig ungdom – er stærkest er der ikke meget de kan gøre. Men asernes hemmelighed for evig ungdom er Yduns æbler.
Ydun er gudinde for ungdom og skønhed, og hendes æbler – som kun må spises af guderne, og derfor er under konstant bevogtning – begynder en dag, til gudernes skræk, at så sig selv. De dukker op rundt omkring i Midgård, og alle, også jætter, kan plukke og spise.
Nu er freden brudt, og man begynder at tale om Ragnarok. Gudernes undergang.
Der bliver ikke gået stille med dørene i “Ragnarok” hvor Villy Sørensen gendigter den nordiske mytologi. Det er en historie, som jeg læste første gang for mange år siden. Men den kan og bør læses igen og igen, og så den i øvrigt også fremragende som højtlæsning.
– Denne anmeldelse deltager i Bogrummets julekonkurrence 2006