Punisher Max – Kingpin af Jason Aaron og Steve Dillon
120
2010
978-0-7851-4071-9
tegner: Steve Dillon ; farvelægger: Matt Hollingsworth ; diverse: Cory Petit
Figuren Kingpin har optrådt i Marvels univers siden 80’erne. Han er gangsteroverhovedet i New York, hans magt er gigantisk og matcher hans fysiske omfang, for Kingpin er en kæmpe – høj og fed. Der er stort set ikke den helt der ikke har været oppe imod Kingpin. Sat overfor Punisher ser vi her hvordan de to er en slags semitvillinger, der begge myrder løs, Punisher nakker kun kriminelle, Kingpin myrder alle der er i hans vej. Uskyldige vidner, konkurrenter und so weiter. To massemordere med hver sin agenda, hvis slutresultatet dog ikke adskiller sig voldsomt fra hinanden. De efterlader sig masser af døde i deres farvand.
Den mageløse Steve Dillon har tegnet albummet, lige bortset fra forsiden, derfor signalerer den et helt andet grafisk udtryk end det der venter indeni. Dillon stod bag det kongeniale Punisher dobbeltalbum ‘Velkommen hjem, Frank’, og mødet med hans tegninger er som at vende tilbage til gamle venner. En nydelse. Dillons stil passer superbt til Punisher-mytologien
‘Kingpin’ er mindre Punisher og mere Kingpin, for her fortæller Jason Aaron Kingpins skabelseshistorie. Uden at Aaron dvæler særligt længe ved den, vi får uddrag fra Kingpins barndom og oplever hvordan han som 8-årig piner sin psykopatiske far til døde. I øvrigt en scene vi oplever med farens øjne. Skideuhyggeligt. Wilson Fisk er Kingpins borgerlige navn, og det er som bodyguard for en stor Don at vi i første omgang møder Fisk. Han har en plan og at skabe et rygte om en bossernes boss, en Kingpin, der er på vej til New York. Målet med rygtet er at lokke Punisher frem, så mafiaen kan få ham aflivet. Men Fisk har en plan bag planen, han snyder (og myrder) de andre mafiosoer og påtager sig rollen som den mytiske Kingpin.
Volden er som i ‘Velkommen hjem, Frank’ voldsomt overdrevet, men denne gang lykkes det ikke at gøre volden til et satirisk greb. ‘Kingpin’ er simpelhen et mere alvorligt album. Eller så alvorligt som det nu kan blive i Dillons overdrevet voldelige streg.
