Passionen ifølge G.H. af Clarice Lispector

Den velhavende, enlige skulptør G.H. lever et sorgløst liv i Rio de Janeiros højere luftlag.

“Lejligheden er et spejl af mig. Den ligger på øverste etage, hvilket anses for elegant… deroppefra hersker man over byen.”

Hun elsker ro og orden, har dybest altid foragtet sin metier, som hun hånligt kalder “billedhuggerens amatøragtighed.” Hun er jo formgiver og ville utvivlsomt have fundet mere mening i at være stuepige: “At ordne er at finde den bedste form.”

Stuepigen Janair rejser sin vej. G.H. bevæger sig modstræbende ind på hendes værelse for at gøre rent til den næste hushjælp, åbner et klædeskab og finder … en oldgammel, ækel, fed kakerlak!

På splitsekunder styrter hendes hidtidige verden i grus; atomiserer; hele bogen er en indre monolog, hvor hun desperat forsøger at bygge sit nye selvbillede op.

Alt er oppe til revision. Hendes køn og kvindelighed, hendes (hidtil løgnagtige) syn på verden og dens værdier, hendes virke og bekendtskaber, hendes katolske tro (på “Guden”) – ja, hele hendes (overfladiske) identitet som menneske.

G.H.s skånselsløse selvkritik bliver des mere kras af, at det liv, hun nu pludselig anser som løgnagtigt og overfladisk, er det liv, vi alle lever. Eller gerne ville leve. Vores hang til pænhed, til lethed, til tryghed. Har al denne glathed nogen reel værdi, eller er det bare en ureflekteret måde at komme mest gnidningsløst gennem tilværelsen?

Det går op for den dybt desillusionerede, næsten vanvittige G.H., at hun er nødt til at se kakerlakken i øjnene. Og dermed sin egen iboende ureksistens. Hun må betragte og forstå dette ufølende væsen for selv at kunne kaste sine ubrugelige følelser og forhåbninger bort. Hun er nødt til at reducere sig selv til den rene, ubesmykkede ikke-væren; “afpersonalisering”.

“Jeg vil ikke skønheden, jeg vil identiteten.”

Hun vil, at alt håb skal være ude. “Håbet er et barn, der endnu ikke er født, kun lovet.” Thi: “Nuet er uden håb, og nuet er uden fremtid: fremtiden bliver lige præcis et nu igen … et permanent nu”.

Den anerkendte brasilianske forfatter Clarice Lispector lefler sandelig ikke for hoben. “Passionen ifølge G.H.” (fra 1964) er det modsatte af lettilgængelig; den er skrevet som en stadigt mere frenetisk tungetale, rablende, for at tvinge læseren til konstant at se sig over skulderen; gå tilbage såvel i teksten som i sin egen jeg-opfattelse.

Tålmodighed, langsomhed, indlevelse er nødvendige dyder for at få glæde af denne mærkelige, men også mærkeligt givende bog; så er det sagt.

Tak til Tine Lykke Prado, der leverer en grusomt præcis, sanselig og empatisk oversættelse.

Lån bogen på biblioteket