Pariseren eller Al-Barisi af Isabella Hammad

Med den rette redaktør kunne ”Pariseren” være blevet en af dette årtis mest læseværdige og betydningsfulde romaner. For Isabella Hammad skriver som en drøm, og bogen rummer mange af de elementer, som skaber stor litteratur:

En gribende kærlighedshistorie, som gør os lidt klogere på følelsernes komplicerede veje og vildveje. En smuk og velresearchet genskabelse af Frankrig og Palæstina fra 1914 og nogle årtier frem. Et behjertet forsøg på at forklare verdens måske mest uløselige konflikt omkring de hellige områder i Palæstina og Israel. Et farverigt og troværdigt persongalleri, som sagtens kan bære bogens små 600 sider.

”Pariseren” har da også modtaget fornemme priser og læssevis af roser i alle de lande, den er udkommet. Fornemt skuldret af en blot 27-årig londoner med palæstinensiske rødder.

Det er den unge palæstinenser Midhat Kamal, der kaldes ”Pariseren”, al-Barisi. Angiveligt bygger figuren på en virkelig person. Søn af en velhavende klædehandler, der har råd til at sende sit ældste afkom til Frankrig for at studere medicin.

Midhat skal bo hos den velhavende læge Moineau og hans datter Jeanette. Og selvfølgelig sker det hverken værre eller bedre, end at de to unge får et godt øje til hinanden. Og mere end det. Men omkring dem bryder 1. verdenskrig ud, fælles venner dør i skyttegravene, kaos truer.

Efter nogle år og talrige amourøse eventyr i Frankrig må Midhat modstræbende returnere til Nablus, hvor faren og familien nærer store forventninger til den fortabte, men belæste søn. Fra Paris’ elegante saloner og promiskuøse livsstil til ørkenens støvede varme, tilslørede kvinder, snærende familiebånd, streng religiøsitet – og en ny krig, hvor palæstinenserne prøver at løsrive sig fra franskmændenes og englændernes koloniherredømme og skabe leverum blandt hundredtusinder af immigrerede jøder.

”Pariseren” er på mange måder en kolossal bedrift, som levende og talentfuldt omfavner et vældigt stof. Især i starten er man som læser indfanget af handlingens ubestridelige magi.

Men, men, men – unge Hammad mister desværre hurtigt fokus. Den murstensstore bog udvikler sig til et kludetæppe af løsrevne handlingsstumper, flere med kun perifer tilknytning til hovedhistorien.

Der er længere sidehistorier om en katolsk præst, der samler på muslimske vidnesbyrd i omegnen af Jerusalem, om en muslimsk mand på flugt, der gifter sig med fire kvinder, om palæstinensiske oprørere, der kæmper mod de britiske koloniherrer osv.

Disse sidehistorier er ikke uinteressante; de er bare malplacerede og ufokuserede.

Et større irritationsmoment er de enorme mængder franske og arabiske brokker, der krukket kastes ind overalt i teksten. Vi tager afsked med ”Pariseren” her, hvor han er ved at fortælle en løgnehistorie fra sin tid i Frankrig til nogle kumpaner i Nablus; han har fundet en pung og tager en taxa efter ejermanden:

“Chaufføren siger – åh, skal du derhen? Jeg siger ja, det er der, jeg vil hen. Tayyeb, det er en kort tur, og da vi ankommer, hvor er vi så? Ved et slot. Et ægte slot, wallah al-azerem. Bisamuha chateau, bil faransawi…”

Lån bogen på Bibliotek.dk