På bakken højt oppe et hvidt hus af Louis Jensen

Selv om Louis Jensen er en af vore mest produktive og mest alsidige forfattere, må jeg med skam melde at “På bakken højt oppe et hvidt hus”, er mit første møde med hans litteratur. Mit kendskab til Louis Jensen var meget begrænset, men jeg vidste at det var noget med meget roste romaner og børnebøger. Ud over det, var jeg fuldstændig uforberedt på det der ramte mig i “På bakken højt oppe et hvidt hus”. Her bagefter, er jeg stadig ikke sikker på hvad det var der ramte mig, men at det ikke var en “almindelig” roman, har jeg forstået.

En dreng bor alene med sin mor i Horsens. Hans far skulle efter sigende, i fuldskab være faldet af en båd i Århus Bugt, og druknet. Da drengens mor dør en juleaften, cykler drengen til Århus for at finde sin far – hvis nu han ikke er død alligevel. Det bliver starten på en meget underlig historie, der bl.a. indebærer at drengen tilbringer juleferien under et bord i en boghandel. Han møder kinesiske Wang som han forelsker sig i, og så er der noget med en mand der cykler rundt i oplandet og begraver døde dyr, nogle engle i en flyvemaskine i en skov, en talende gris, og et altseende øje som man iført dykkerdragt kan dykke ned i. Og det er bare en lille del af det. Lyder det mærkeligt? Så er det nok fordi det er mærkeligt.

Som sagt, er jeg ikke klar over hvad det er jeg har læst. Det oplagte er en historie om længsel, kærlighed, sandhed og den slags store temaer, og det er det måske også. Men det hele præsenteres i en drømmeagtig eventyrform, hvor alt er muligt. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke har forstået hvad historien i virkeligheden handler om, men jeg havde det med “På bakken højt oppe et hvidt hus”, som jeg havde det med Inger Christensens “Sommerfugledalen” og Theis Ørntofts “Digte 2014”. Jeg fattede ikke en meter, men var alligevel betaget. Det var som et stykke abstrakt kunst af den slags jeg heller ikke forstår, men som jeg kan nyde at betragte, bare fordi det er smukt. Det var sådan jeg havde det med denne bog. Jeg nød skønheden i ordene og sætningerne, og ærgrede mig ikke over at jeg ikke forstod det jeg læste. For det var smukt alligevel, og nogle gange er skønhed et mål i sig selv.

Eneste anke er, at bogen er for lang. Der sker så mange mærkelige ting, at mætningspunktet ret hurtigt nåes, og derefter bliver det vanskeligt at indtage resten. Lidt som da jeg som barn var til søndagsmiddag hos min farmor, der hele tiden nødede mig til at tage et stykke mere, selv om jeg for længst var blevet mæt. Men min farmors kokkekunst var uovertruffen, og jeg var let at overtale. Louis Jensens skrivekunst er også uovertruffen, og selv om jeg hurtigt blev mæt, ville jeg bare have mere.

Lån bogen på Bibliotek.dk