Outcast : A darkness surrounds him af Robert Kirkman og Paul Azaceta

Robert Kirkman gjorde zombier mainstream. Hans uhyggelige tegneserie dannede skelet for den knapt så uhyggelige men til gengæld splattede tv-serie. Begge endte ret hurtigt med at køre i tomgang, det var derfor noget af en tiltrængt overraskelse at opdage første bind af Kirkmans ‘Outcast’ på biblioteket. Kirkman kan nemlig det med at opbygge en historie. Og det gør han sandelig i ‘Outcast’.

Universet er en amerikansk forstad, hvis befolkning er plaget af både dagligdags og mere overnaturlige dæmoner. Kyle Barnes er arbejdsløs, han har hovedet fyldt med fortidens dæmoner af alskens slags. Samtidig har han muligvis evner for at uddrive dæmoner. Bare ikke sine egne. Han er ven med den lokale præst Anderson, der trækker på Kyle når der er medlemmer af menigheden, der plages af den slags spøgelser præsten ikke selv magter at uddrive. Vi lander direkte i en seance hvor Kyle skal uddrive noget ondt af en ti-årig dreng. Det ender med at gå ret hårdhændet til. Glem alt om politisk korrekthed her, og det er blandt andet i den rå tilgang at Kirkmans nye projekt tilføjer genren noget nyt.

Snart henvender en FBI agent sig. Han kan ikke rigtigt komme over den ubesværethed hvormed en tidligere ven har erkendt de bestialske mord på sin familie. Noget forandrede vennen og gjorde ham til morder, og agenten vil have Barnes og Anderson til at besøge morderen i sin celle. Og ved det besøg opdager Kyle noget om sig selv.

Persongalleriet i den lille flække er forbundet af blod, intriger og tidligere voldshandlinger. Hvordan fornemmer man gradvist, – et godt eksempel er Kyles mor der ligger i koma og det mere end antydes at der er Kyles skyld. I tilbageblik ser vi moderen være besat og overfalde sin lille søn. Og så sker der et eller andet, der efterlader hende paralyseret og bundet til en seng.

På billedsiden er historien begavet med en sand kunstner. Paul Azaceta kan tegne realistiske karikaturer, – der er der mange der kan, men han tegner dem hvor de er lette at skelne fra hinanden. Man forveksler ikke to personer. Mimik mestrer han i yderste potens, og han er ikke bleg for at vise det. Der er små indsatte billeder, hvor der zoomes ind på et ansigt, en hånd eller en anden detalje, der fortæller læseren en hel del i en solid historie hvor der netop er meget at fortælle. Kirkmans manuskript er fint på højde med Steven Kings når han er bedst.

Lån tegneserien på biblioteket