Mørket ved besked af Arnaldur Indridason
347
2022
978 87 02 31721 3
Myrkrid Veit - oversat af Rolf Steinem
1. udgave
Smag på titlen: ”Mørket ved besked”. Lyder den ikke lidt uopfindsom, lidt generisk? Som noget, der kunne være skrevet på samlebånd i 60’erne og udgivet på Lademann…
Beklageligvis er titlen ganske dækkende for forfatterens engagement. Arnaldur Indridason er ellers Islands første krimisucces og stadig en af de største med flotte salgstal hjemme og internationalt. Ak, denne gang tager han en gevaldig skraber på laurbærrene.
Det forbløffende velbevarede lig af Sirgurvin findes på en smeltende gletsjer tredive år efter hans forsvinden. I de tredive år har sagen naget kriminalefterforskeren Konrad, som nu så småt er gået på pension – men fundet ripper op i de gamle sår. Og nej, det hjælper ikke på Konrads søvnløshed.
I alle årene har man ment, at det måtte være Sirgurvins tidligere forretningsmakker Hjaltalin, der har begået udåden. En strid om penge formentlig. Men selv om Hjaltalin er en grådig, umoralsk sjuft, har han alle dage bedyret sin uskyld. Konrad har aldrig vidst, hvad han skulle mene.
Nogle år tidligere er den tordnende berusede Villi blevet kørt ihjel i en snestorm. Som dreng havde han set et dramatisk optrin, hvori Sigurvin optrådte, i minutterne inden denne forsvandt. Er Villis død et uheld, eller er morderen fra dengang fortsat i færd med at dække sine spor?
Enkemanden Konrad, der har en vissen arm, og som savner sin afdøde kone Erna noget så forfærdeligt, tusser rundt i Islands naturskønne settings og snakker med folk og fæ. Der snakkes og snakkes, tænkes og ærgres og drikkes nogle flasker rødvin, og sagen ser endnu engang ud til at være gået i hårknude – indtil den ikke længere er det.
Plottet er omtrent lige så uoriginalt som titlen, opklaringen fodslæbende, spændingen ikke-eksisterende. Bedre bliver det ikke af, at Indridason sjusker undervejs; en del gentagelser fra det ene kapitel til næste antyder, at forfatteren (og redaktøren) ikke har brugt tid nok på at læse handlingen i sammenhæng.
PS. ”Mørket ved besked” er et hentehår bedre end ”Mørke strømme” (!), som jeg kedede mig igennem i 2013 og gav 2 stjerner. Måske skulle man bare droppe Indridason og overlade den nærmest automatiske lobhudling af forfatterskabet til de store avisers trætte, gamle krimianmeldere…?
