Mig og Glistrup af Søren Nordstrand

En opfindsom og vigtig børnebog.

At det du hører ikke altid stemmer overens med det du kan se, er klart for en voksen, men for et barn noget der skal læres gennem erfaring, og her er en fortælling der tager fat det emne via pigen Alberte der lever i et hjem med store sociale problemer. Tekst og billeder fortæller hver sin historie, så ordene, der kommer fra Albertes egen mund, beretter om hjem fuld af struktur og kærlighed, mens tegningerne viser et snusket hjem, hvor far spiller kort og drikker sammen med vennerne, og lille Alberte selv må sørge for at finde mad i det næsten tomme køleskab. Så må hun låne lidt penge fra pungen i fars jakke. Og forældrene skændes om, og hen over hovedet på deres datter.
Albertes hundehvalp hedder Glistrup. Eller sådan lyder det når Alberte selv skal fortælle om det, i virkeligheden er det bare en nusset plysbamse. Den uoverensstemmelse der er mellem tekst og tegning er genial til at formidle Albertes verden.
Hun tegner også et ret sødt billede af sin skole, både af fag og af venner, men tegningerne viser hende siddende enten alene på legepladsen eller på bænken i idræt mens de andre peger fingre af hende. I SFO’en ser pædagogen på sit ur, fordi Alberte endnu engang ikke er blevet hentet.
Alberte er glad for mor, for mor lægger altid mærke til hvordan Alberte har det. Faktisk sidder mor på køkkengulvet med en øl foran sig mens hun tager sig til hovedet, og på bordet kan man se hvordan opvasken har bredt sig til snart hele køkkenet.
Vi slipper Alberte mens hun sidder og venter udenfor skolepsykologens kontor. Historien er hård og trist.

Det er genialt at konstruere en børnebog på denne vis. Det er oplagt at tale med barnet om hvorfor andre børn agerer som de gør, når barnet selv godt kan se at der er store uoverensstemmelser imellem det sagte og det man kan observere. Samtidig er der mulighed for at snakke om omsorgssvigt, hvor barnet har mulighed for at forstå verden med Albertes øjne. Til det formål er Mig og Glistrup et stærkt værktøj.