Macbeth af Jo Nesbø
Jo Nesbøs “Macbeth” starter fortryllende med en regndråbe, der falder højt, højt oppefra ned over den faldne by, som vi introduceres for, efterhånden som dråben passerer bydel for bydel, indtil den rammer hjelmen på en biker. En meget vigtig én af slagsen. Applaus!
Handlingen er, som handlingen nu er i Macbeth, Shakespeares berømte skuespil, der er skrevet for over 400 år siden. Og mange af personerne hedder det, de nu hedder i skuespillet: Macbeth, Lady (Macbeth), Banquo, Duff mv.
Nesbø har henlagt handlingen til en fiktiv by, der minder om en dyster, gangsterhærget Gotham City placeret i nutidens Skotland. En by, hvor to narkokarteller ledet af henholdsvis førnævnte biker og den dæmoniske Hekate dominerer, men hvor den gode politichef Duncan prøver at genvinde kontrollen.
Macbeth er indsatsleder i politistyrken, en barsk actionman, der forfremmes til chef for Organiseret Kriminalitet. Hans kone Lady ejer byens mest eksklusive kasino, begge er hæderlige og ambitiøse.
Men som sagt: Handlingen er, som handlingen nu er. Tre hekse – her i skikkelse af hæslige thailandske gadepiger – skal forkynde en spådom for Macbeth om, at han vil blive den næste politichef. Men det kræver naturligvis, at den nuværende, Duncan, ryddes af vejen.
Og pludselig, som ved et knips med fingrene, er hverken Lady eller Macbeth hæderlige længere. Ej heller Banquo, der ellers indtil nu har været verdens flinkeste panser. Heksenes spådom er en selvopfyldende profeti, der resulterer i, at ambitionerne tager magten fra dem.
Fra det ene øjeblik til det andet er alle forvandlede til blodtørstige galninge, der myrder i flæng. Ingen kan vide sig sikre, selv kvinder og børn ryddes skånselsløst af vejen.
Denne skæbnetunge, komplet usandsynlige handlingsgang var højeste mode for 400 år siden på engelske teatre. Men den egner sig slet, slet ikke til en nutidig krimi; man tror simpelt hen ikke på plottet. Lige som man heller ikke tror på, at personer nu om dage kunne hedde Macbeth, Lady og Banquo.
Stakkels Nesbø har kastet sig ud i et projekt, der virker som en spændetrøje. Historien er helt ude i hampen, sproget bliver sært opstyltet, hovedpersonerne ser syner og spøgelser og taler i vildelse. Bortset fra den poetiske indledning og en kongenial scenografi er “Macbeth” stiv og teatralsk, hvilket er synd og skam i betragtning af, hvor dygtig en forfatter Nesbø er.
Lad os slutte af med et citat fra den originale Macbeth for at fremmane den rette stemning:
“Stars, hide your fires; Let not light see my black and deep desires.”
― William Shakespeare, Macbeth
