0 kommentarer

Lyset bag dine øjne af Tommi Kinnunen

af d. 12. marts 2019
Info
 
Sideantal

353

Udgivet

2017

ISBN

9788763848114

Originaltitel

Lopotti (oversat fra finsk)

Udgave

1. udgave

 

En roman om at finde sig selv

Slægtsromanen “Lyset bag dine øjne” foregår i 1950, hvor den lille pige Helena bor sammen med sin familie i det nordlige Finland. Da Helena bliver 9 år, bliver hun sendt hjemmefra for at gå på en skole for blinde i Helsinki. Bogen følger Helena, som er bogens jeg-fortæller, og derudover er der en alvidende fortæller, som fortæller om den homoseksuelle nevø Tuomas, som 40 år senere også flytter til Helsinki og forsøger at leve i en verden, hvor der bliver set ned på hans slags.

Bogen har et godt tempo, og Kinnuen formår at få læseren fastholdt med hans enorme empati, der klart er drysset over de to hovedpersoner i bogen. Læseren må trække lidt på smilebåndet, og samtidig er der også plads til at føle en knugen i brystet, når der fortælles om de to udskuds oplevelser.

Tommi Kinnunen har før denne bog skrevet “Hvor fire veje mødes”, men denne bog kan sagtens læses uden at have læst forgængeren. Jeg har ikke tidligere stiftet bekendtskab med Kinnuen, men jeg må sige, at jeg bliver draget mod hans univers. Han har skabt en fortælling med fokus på at være anderledes (hvilket belyses gennem de to hovedpersoner), en virkelighed hvor man ikke passer ind i normerne, men alligevel er i stand til at kunne finde sig selv. Kinnuen får læseren med helt tæt på den blinde pige, og vi følger hende, til hun bliver en ældre dame. Vi oplever en stor del af historien gennem den blinde Helena, hvorfor alle andre sanser er skærpet og beskrevet med fyldestgørende detaljer. Interaktionen mellem Helena og hendes nevø, der begge har hver deres kamp, er spændende at læse om, og nevøen opdager flere nye sider af Helena.

Bogen er rigtig god læsning, og jeg kan stærkt anbefale denne roman om at finde sig selv, trods man ikke passer ind i den “almene” verden. Manglen på den sidste stjerne skyldes, at der til tider godt kan opstå lidt forvirring, da Tommi Kinnuen springer rundt mellem fortid og nutid. Derfor må man sommetider læse næsten et helt kapitel, før man opfatter, hvor man er henne i fortællingen.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter