Lyden af skyer af Pia Tafdrup

”Lyden af skyer” er 159 siders formfuldendt og under-huden-gående poesi. Det er forfatterens fjerde digtsamling om sanserne, hvor smags-, syns- og lugtesans er gået forud. Layoutet i en smuk ramme.

Når en udstilling af malerier af og til forholder sig strengt til et tema, kan man opleve, at malerierne begynder at gentage sig selv, fordi de er bundet af det vedtagne tema eller formsprog. En personlig følt gnist kan mangle fra det enkelte maleri. Sådan er det ikke med Pia Tafdrups digte i ”Lyden af skyer”.

Hvert digt forholder sig til lyd – stemmer, rådhusklokker, orgasmebrøl, stille regn eller byens orkester af kaotiske lyde. Alligevel er ikke et af digtene fortænkt.

Nogle er stærkere end andre, men alle indeholder enten et poetisk pust eller en dybfølt tanke. Nogle forholder sig mest til verden omkring, ofte med et lille tænksomt svaj med halen som afslutning. Andre digte udforsker det indre og skaber billeder på det, der foregår imellem mennesker. At verden for det meste er spækket med lyd genkender jeg i det opremsende digt med den kedelige titel ”Danske dagliglyde”, hvor selv den uophørlige lydpåvirkning fra naboerne i opgangen omfattes af en slags kærlighed. Det er heldigvis kun titlen, der er kedelig.

I digtet ”Skyer standser ikke” beskrives de svævende skyer lige så let og flygtigt som oplevelsen selv, når man ligger på ryggen og lader sig suge op i himlen og mærker en slags evighed og en stille fejring af alt levende:

Skyer standser ikke

Skyer trækker fra havet ind over land,

Hen over skove, sten og åbne marker, små

og lette dråber højt over jorden

langt oppe i rummet, skyerne

forvandler sig i skiftende formationer,

nye knap hørbare lyde opstår,

kontinuerlige, tyste lyde

når skyerne sejler over himlen,

de fineste dråber, forbundet og adskilt,

fra det fjerne og svævende forbi,

hørlige, som græsset i vinden,

træernes tusindbladede lyd,

udspændte fuglevinger i luften,

lyd af skyer opfanget af øret

gennem et liv, horder

af skyer passerer

uden tyngde over himlen, over

de røde skovmyrer på stien, vækker mig

i min døvhed,

jeg giver slip og er stille, balancerer

og bliver til,

bliver til noget, jeg ikke før

har været,

skyer driver afsted, lyden

af skyer er dén lyd,

jeg helst vil høre,

skyer standser ikke

som et hjerte.

Skyerne optræder flere gange på smukkeste vis, bl.a. igen i et af de sidste digte, ”Tal stille”, der handler om døden.

”Lyden af skyer” giver lyst til at gå ombord i de foregående digtsamlinger om sanserne: “Smagen af stål”, “Synet af lys” og “Lugten af sne”.

Lån bogen på biblioteket