Kontinuum af Søren Lind

Kontinuums fortæller har været spiludvikler i mange år. Da han møder Albert Zachariassen arbejder han dog ikke længere i spilindustrien, men arbejder på et forskningsprojekt om AI’s potentiale som diagnostisk værktøj. Hovedpersonen har en personlig interesse i dette felt, fordi hans lillesøster for 30 år siden døde af purulent meningitis. Måske kunne dette være undgået, hvis vi havde bedre metoder til diagnosticering.

Albert Zachariassen vil have fortællerens hjælp til et ganske særligt projekt. Han vil udvikle et virtuelt sted, hvor klienter kan få et optimeret efterliv. Eller som brochuren siger: “…Dit hoved afsondres fra resten af kroppen. Den modificerede væske, der løber i det lukkede system, tillader iltoptage og hjerneaktivitet. Din bevidsthed vil være på vågeblus, akkurat aktiv nok til at fodre din eksistens i Kontinuum.”

Fortælleren har mistet sin kone til sygdom, har nu selv kræft, har som nævnt mistet sin søster for mange år siden, og har nu i en vis forstand mistet livslysten.

Ved bogens start er fortælleren i dvale i en beholder i en bunker i Gludsted Plantage. Han er således allerede i Kontinuum. Her kontaktes han af Zachariassen og en mr. Thompson. De ønsker at han skal ændre sit testemente, med tilbagevirkende kraft, så de kan få klienter ind i Kontinuum hurtigt, og derved tilfredsstille investorerne. Heldigvis har vores fortæller været fremsynet og har lagt en masse røgslør ud i systemet, så de to ikke kan få fat i ham så nemt. Kontinuum har nogle åbenlyse fejl og nogle knapt så åbenlyse mangler. Et problem er, at de statister, der er i Kontinuum er skabt med udgangspunkt i klienter som Zachariassen har haft i terapi. Kontinuum er således primært befolket af traumepatienter. Et andet problem er, at Zachariassen er i stand til at sælge sand i Sahara. Det viser sig således, at han hverver syge, men ikke terminale, kunder, idet de jo ikke kan være sikre på at skaffe sig plads, hvis de venter for længe. Og så er der forglemmelserne:

“Herinde er der ingen genkendelsesglæde i blikket på mennesker, jeg møder, heller ikke når jeg møder dem igen. De er programmeret til at huske mig, ikke til at glædes ved gensynes. En forglemmelse i designprocessen. Man mister sig selv uden andre at spejle sig i. Er man konstant blandt fremmede, er det ikke bare de andre, der ikke ved, hvem man er. Man kommer også selv i tvivl.”

I Kontinuum er tvivlen konstant. Fortælleren ved knapt hvem han selv er. Han ved ikke, hvilke af minderne der er virkelige, og hvilke der er et produkt af hans fantasi. Alt er så overvældende og presset fra Zachariassen og mr. Thompson så voldsomt, at fortælleren intet andet ønsker end at forhindre Kontinuums videreudvikling, også selvom det i så fald er den visse efterlivsfrie død for ham.

Kontinuum er en lille roman. Men den er utroligt velskrevet. Og fyldt med yderst vedkommende overvejelser omkring eutanasi, menneskesyn, evigt liv, AI og etik.

Jeg kan på ingen måde give bogen nok roser med på vejen.

Se bogen på Bibliotek.dk