0 kommentarer

Kontinentet der gik tabt af Norman Spinrad

af d. 10. juni 2008
Info
 
Sideantal

215

Udgivet

2008

ISBN

978-87-90592-32-5

 

Jeg har ikke tidligere læst noget af Norman Spinrad, og efterskriftet fortæller også, at han stort set ikke har været oversat til dansk før. Så er det jo dejligt for danske science fiction fans, at Science Fiction Cirklen endnu en gang introducerer en spændende forfatter.

“Kontinentet der gik tabt” består af tre noveller: “Derudaf” som er en fortælling om rumrejser; “Deus X” som fortæller om en fremtid, hvor menneskets bevidsthed kan gemmes på en harddisk, og diskuterer hvorvidt sjælen så også ligger her; og titelnovellen “Kontinentet der gik tabt” som jeg især faldt for.

Vi befinder os i en fremtid, hvor USA er gået til pga. af massiv forurening og måske også atomulykker. Nu er det førende kontinent Afrika, og hovedpersonen Balewa er en afrikansk professor, som har specialiseret sig i amerikansk historie, og nu er på ferie for at opleve Amerika udenfor bøgerne.

Balewa tager på en helikopter-rundtur med den lokale guide Ryan og 7 andre afrikanske turister. En af disse er 5. generation amero-afrikaner med et voldsomt had til “honkier”, som han kalder de indfødte hvide amerikanere. Turen tager Balewa og de andre turister gennem et ødelagt og dybt forurenet Amerika, som dog stadig rummer artefakter, der fylder dem med ærefrygt. For nutidens teknologi er langt fra på højde med Amerikas, da det brød sammen.

Alle tre noveller er stærke og værd at læse, og når jeg især fremhæver titelnovellen, er det fordi jeg her synes, at Spinrad meget præcist får sat fingeren på flere interessante temaer, bl.a. racisme og kulturforskelle. Men også i “Derudaf” ligger der en skarp kommentar til forvaltningen af magt i samfundet. Og det er det, jeg godt kan lide ved science fiction. Det tager en problemstilling og trækker den skarpt op, og så må man selv vurdere resten.

Norman Spinrads første novelle udkom i 1963, og han skriver stadig, så der er masser af historier derude. Jeg håber, at der snart dukker flere oversættelser op af hans værker.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter