Koldfronter af Keld Broksø
544
2017
9788793434462
I Keld Broksøs femte roman, “Koldfronter”, starter spændingen på første side, og slutter først 544 sider senere.
I Berlin rammer en gravemaskine en gammel bombe under en udgravning til noget nybyggeri. Bomben springer, gravemaskinen bliver til skrot, og føreren bliver sprængt i småstumper. I bombekrateret finder man et lille uskadt(!) sølvetui med nogle gamle dokumenter. Selv om den indledning var et nummer for fantastisk, og fik mig til at grue for resten af historien, hang jeg på – og det fortrød jeg ikke.
På bogens bagside står der:
“Et kranium graves op på Vestre Kirkegård i København, hvor næsten 10.000 tyske krigsflygtninge fra Anden Verdenskrig er begravet. En simpel voldssag i Sydhavnen i København afslører, at skjulte dokumenter er forsvundet fra en af gravene. Materialet viser sig som en vigtig brik i et giftigt spil, som mørke kræfter forsøger at samle flere steder i Europa. Lykkes det, får det afgørende betydning for den nye kolde krig, som Europa er midt i.”
I handlingen indgår bl.a. en dansk politiassistent, en dansk bistandsklient, to tyske pensionister og datteren af den ene af disse. Sammen med disse umage typer piskes vi igennem en handling der er henlagt til Danmark, Tyskland, Polen, Estland og Rusland.
Broksø skriver godt. Han formår hele tiden at holde læseren fanget i neglebiderstilling på kanten af yndlingslænestolen. Handlingen skrider hurtigt fremad, og bliver bare mere og mere spændende. Førnævnte umage typer skal samle fire dokumenter som en tidligere tysk soldat har gemt rundt omkring i Europa. Nogle vil hjælpe, og rigtig mange vil dem til livs. Eneste klagepunkt er, at man skal godt 300 sider ind i bogen, før det egentlig går op for læseren hvad disse dokumenter reelt kan bruges til. Der gives små hints undervejs, men ikke i et omfang der gjorde at i hvert fald denne læser fattede pointen. I lang tid var det derfor lidt underligt at læse en meget spændende bog, uden helt at vide hvad det var der var spændende. Men, der rettes op på det, og så går det ellers videre over stok og sten. Hele vejen igennem tager forfatteren sig god tid til at bygge persongalleriet op, og selv om hver enkelt karakter på hver deres måde er lidt for meget, kan man ikke lade være med at holde af dem. Usandsynlige som de er, er de faktisk også ret troværdige. Det er dygtigt gjort.
At forfatteren har gjort sit benarbejde, er der ingen tvivl om. Alle scener, uanset hvor i verden de er henlagt til, vidner om grundig research, og som læser tvivler jeg aldrig på det jeg får at vide.
Er man til spændingsromaner og politiske thrillere med action på alle hylder og ret usædvanlige hovedpersoner, er “Koldfronter” ikke til at komme udenom.
