Kødet letter af Harald Voetmann Christensen

Kühleborn og Huldbrand er funktionærer på et talgsmelteri. En særdeles klam arbejdsplads. Dyrefedt omsmeltes til talg og sælges videre til brug i industrien. Smelteprocessen afgiver en voldsom hede til omgivelserne, sammen med en ram stank, og en sand tågedis af fedtmættet damp, som sætter sig på fabrikkens indbo. Således må de to funktionærer på skift ud og tørre kondensvand af ruderne fra kontoret ind til fabrikshallen, da fedtet ellers størkner med nedsat sigtbarhed til følge. Komisk og meget ulækkert.
Kropsfedt beskrives indgående, ‘Kødet letter’ er et sandt studie i fedt.

Plottet viger frem og tilbage mellem forskellige situationer: Kühleborn som barn der spiser frugt, Kühleborn venter på bussen, Kühleborn tørrer fedtvand af kontorets ruder, Huldbrand der ser pornografiske film i en bås i en ‘butik’ downtown, Kühleborn hjemme i trist humør. Tiden leges der med. Kühleborn undrer sig over brugen af dåselatter på tv, for derefter at gå i biografen og se en sort-hvid film med levende musik. Læseren tvinges til at ræsonnere over forfatterens motiv, men når ikke til en konklusion, før forfatteren selv pludselig materialiserer sig i sin egen fortælling. I et anfald af Svend Åge Madsen-inspireret vanvid tager handlingen et zigzag sving og følger forfatteren selv under en seance ved en psykolog. Det kunne fungere men det er voldsomt forvirrende. Herfra krydsklippes der mellem forfatteren og hans to hovedpersoner. Interessant, men det halter. Lyspunktet er et brev fra forfatteren stilet til Københavns kommune, hvori han anmoder dem om at indstille sin behandling. Hvis Voetmann havde holdt sig til et kort indslag med sig selv hos psykolog, kunne brevet have været en fin afrunding af bogens metalag. Det får for meget plads og med en bevist anderledes fortællestil, stikker det af fra resten, præcis som et overflødigt fedtlag på en god bøf, for nu at bruge fortællingens egen jargon. Som læser irriteres man over uddybelse af en gimmick, som forfatteren ikke viser tilpas respekt, men slår plat på ved at trække i langdrag.
Skal Voetmann ramme plet, må han skele lidt mere til den mere drevne Svend Åge Madsen, der i højere grad får udnyttet sine tricks til fulde.

Omslaget og titlen var mig for aparte til at bogen kunne passeres ulæst. For en gang skyld er her en historie i en rammende indpakning. ‘Kødet letter’ er præcis så sindssyg som udseendet lader ane.

Lån bogen på Bibliotek.dk